lørdag den 25. september 2010

Skeletterne ud af skabet

Det har skullet gøres længere tid end jeg rigtig vil være ved. Og jeg ved godt at jeg har udskudt det, fordi jeg slet ikke havde lyst til at blive konfronteret med hvad der gemte sig i mit skab. Det har bare stået der i stuen, og ingen har talt om det - skabet - eller snarere det der var inden i skabet. Mit skab. Og i dag tog jeg mig så sammen, efter at have kredset om emnet som missen om grøden den sidste uges tid i stort set alle samtaler jeg har haft med nære og kære.
Sagen er den at jeg bare ikke er den pige jeg var en gang. Jeg er så meget mere. Nærmere betegnet 2 størrelser mere. Men mit gamle jeg lå stadig inde i det store dumme skab og rodede rundt, og hver gang jeg skulle bruge noget så væltede mit gamle jeg ud i hovedet på mig og gjorde mig ked af det.
Og fordi jeg bare har skyndt mig at smække lågerne i igen hver gang det sådan kom væltende, så lignede det efterhånden at skabet havde kaskadebrækket størrelse 34 ud over hele stuen, og til sidst så bliver man nødt til at indse det: Jeg kommer aldrig i størrelse 34 igen Aldrig. Og det er jeg mere ked af end jeg vil være ved overfor mine veninder i størrelse 42 der kæmper en brav kamp mod kiloene og aldrig klager. Så skal man nemlig holde sin kæft om sit skab og de skeletter der ligger derinde og ud over gulvet og på stolene og hen over spisebordet, og se at få ryddet op. Og det har jeg så gjort i dag.
Min mor kom kl 12 og jeg havde fået lov at sove - mest fordi jeg har sådan en sød kæreste der egentlig ikke gad høre mere brok og heller ikke gad se på skeletterne på spisebordet, og derfor tog sønikke i slyngen og tog i Bilka. Så kom Mor. Mor har ingen skeletter i skabet for hun render rundt med dem på til hverdag, og er derfor slet ikke bange for dem mere. Hun tvang en latte i apatiske mig, der sad sammenkrøbet i sofaen og skubbede mig så blidt men bestemt i retning mod skabet. Og mens jeg langsomt sorterede i skeletter der skulle ud, skeletter min søster kan passe efter at være sprunget fra en 40 til en 34 (!!!), og skeletter der kan sælges på kirkegården (aka Trendsales), så stod hun tappert ved min side og lyttede og forstod og lagde skeletter sammen.
Til sidst var der en meget sørgelig lille rest tilbage i skabet, primært tøj købt til de første måneder af min graviditet. Tomt var der i skabet, næsten. 2 store sække var fyldt med de små klude jeg engang skruede mig i uden at vide hvor fantastisk lillebitte jeg var... Tårer trillede af flere omgange, både af udmattelse over forsøg på at tigge, lokke, true og tvinge mine elskede jeans op over lårene og ar ren og skær sorg over et helt liv der nu skulle tages afsked med. Den pige der rendte rundt i t-shirts fra H&M's drengeafdeling, små frække undertøjssæt der er lavet til anoretiske svømmepiger og asiater, og jeg kunne blive ved... Nu er jeg Jonathans mor og har antaget en passende morstørrelse - fred være med det. Men selvom jeg kan føde mit barn i smerte uden at kny, udholde kolik og tigerspring og søvnløse nætter kan jeg stadig ikke smide en Edith & Ella-kjole ud, uden at det svider og brænder i øjnene og jeg har brug for min mor.
Da Farmand og Bassimutten efter 2 timer trådte ind ad døren var det med 2 dyre flasker med trylledrik og løftet om en hyggelig kæresteaften som kompensation for min afsked. Og så flammer kærligheden op, og kræmerer de sidste skeletter. Der er ingen tvivl om at jeg har vundet på denne byttehandel. Nu står mit skab derinde og venter på at blive fyldt igen med nye friske størrelser - det er som om hun er svanger, og om 9 måneder er hun bristefærdig med en masse nyt som jeg kan tage ud og glæde mig over.

fredag den 3. september 2010

En kaffelattemamma falder til patten

Så skete der det for os, som vi havde svoret aldrig ville ske! Gennem de 3 år vi har været sammen har vi med højbelagt arrogance rystet på hovedet og smilet lidt hånligt når folk omkring os begyndte at snakke om at forlade Århus C til fordel for parcelvillaer med plæne omkring rundt omkring i oplandet... "De kommer sgu da til at kede sig ihjel med deres fliser der skal lægges og kælderen der bare liiige skal fixes op, jordbærbede med flov høst, vejfester og grundejerforeninger og fanden og hans udlånte plæneklipper - lige indtil den dag markedet tager et ordentligt dyk og de alligevel må flytte eller gældsætte sig endnu mere håbløst for at blive i forstadshelvedet" tænkte vi og priste os lykkelige for vores snuhed og indsigt! Under graviditeten snakkede vi hele tiden om hvor fantastisk det skulle blive at bo i latinerkvarteret på 1.sal med festugen, livet og mulighederne lige uden for døren. De første hårde måneder blev forsødet en smule af de besøg man fik af folk der lige smuttede forbi, af et glas rødvin sent om aftenen på trappestenen med cafelivet summende omkring mig og musikken fra Drudenfuss overfor. Den franske restaurantejer som sidder udenfor restauranten overfor blev en allieret og bød på et ekstra glas i bytte for en sludder om livet som nybagt forælder mens han præsenterede mig for den lokale kunstnertosse der claimer gaden på sin ryttercykel 10-12 gange om dagen. Indenfor en 100 meters radius findes de fedste små eksklusive skattekister, herunder en Box Deluxe med alverdens farvestrålende designerdrømme, en økologisk bager som bager brødet midt i butikken, Ganefryd - den utroligt hippieagtige økokøbmand, Føtex, Fakta, Magasin, Klostertorv med solbeskinnet cafemiljø,  hele min mødregruppe, Druden hvor man kan få en lækker morgenmad for 35 kroner og en nyåbnet Marc Jacobs. Hvem fanden vil opgive dette paradis for noget i verden?
Det vil vi jo så - tydeligvis...
Vi har de sidste par måneder kigget på en hel masse huse på nettet. I starten måtte det ske bag lukkede døre i kontoret - UDEN mig! Jeg ville overhovedet ikke høre tale om at flytte! Det er ikke mere end 2 måneder siden jeg satte i mit første rigtigt hysterisk vræl siden graviditeten og dramatisk proklamerede at jeg ikke engang ville høre TALE om at flytte - og hikstede med tårene ned ad kinderne at "jeg har født vores søn LIGE DER (dramatisk pegende gestus mod stuegulvet) og der er stadig en BLODPLET i træet - den KAN jeg ikke flytte fra - JEG VIL IKKE!!!!"
Men så fandt Svenskefanden drømmehuset. Perfekt, smukt, med gamle æbletræer i haven og fritlagte bjælker... Alt var perfekt - bortset fra at huset lå i fucking Virring!!! AAAARGHHH!!!!! VIRRING!!! En spytklat fra min barndomsby - men immervæk der hvor alle "bønderne" kom fra i 8.klasse... Jeg gik så langt som til at indvilge i at tage med - og blev selvfølgelig forelsket i det lækre hus med masser (!!!) af plads og baljevis af idyl som man kunne drukne langsomt i. Det blev for meget og vi droppede huset - men ideen havde slået rod, som fandens mælkebøtte og spredte sig med lynets hast til alle afkroge af vores ellers så forherligede liv i midtbyen. Pludselig kunne jeg KUN tænke på et børneværelse og dermed generobring af soveværelset til hyggesnak i sengen, film med dynen oppe om snuden og (gisp) sex med lyd på!!! Æbletræer i blomst, klatreklematiser og bonderoser og kakkelovn flimrede for mit blik og pludselig havde Home og Nybolig en ny junkie...
Der gik lige akkurat en uge før vi fandt drømmehus nummer to. Det viste sig så bare overhovedet ikke at være et drømmehus! Fårk, hvor var det klamt. Det var det hus jeg gik i dagpleje i efter skole i 3.klasse, og der er stensikkert ikke blevet luftet ud siden, hvilket er pænt problematisk når huset er så pishamrendes fugtskadet... Efter 10 minutters vanvid hvor vi ævlede om totalrenovering og skambud kom vi til fornuft og droppede alt om at bo midt i min barndomsby, som pludselig var blevet STEDET for os (kun 13 minutter med toget til Århus, familie og venner i byen, masser af kulturliv, gode skoler, børnevenlig by, festival osv. osv. - kææft hvor vi rationaliserede!!!).
Drømmehus nummer 3 dukkede op for lidt over 2 uger siden. Perfekt timing, for i mellemtiden var der sket noget forfærdeligt. Vi havde fået ubudne gæster. En sværm af bananfluer, så stor som Roskildefestivalens samlede deltagerantal, havde fundet vej til vores køkken og fandme om det ville skrubbe af igen - med eller uden Gevalia! Jagten på et hus intensiveredes af den pludseligt opståede køkkenkrise, og det nye drømmehus var...  Igen - perfekt!!! Totalrenoveret murstenshus på fedelig villavej tæt på stationen men lidt udenfor byens centrum. Højbede i haven, 2 terasser og en vinterstue, gamle frugttræer, værelser nok, fantastisk køkken-alrum, kakkeloven indbygget i stuevæggen - you name it!!! Og vi var solgte - igen. Papirer blev mailet til banken som synes det var en super ide, familien kunne slet ikke få armene ned over at den fortabte datter endelig vendte hjem og udsigten til familieidyl for fuld skrue spandt sit spind om os...
Og så - WAM!!!! "Nej" sagde kreditforeningen til den lille familie. "I ejer en lejlighed i Stockholm og derfor: Nej!". "Jamen" sagde den lille familie "vi tjener jo 3000kr på den lejlighed om måneden - det er jo en indtægt?!". "Ligemeget" svarede kreditforeningen "I vores system står den som en usikkerhed - I kan ikke låne en krone før den er solgt".
Så der lander så denne lange smøre. Kaffelattemammaen bliver hvor hun er, selvom kaffen er begyndt at smage mig en anelse bittert... Til gengæld er jeg jo ikke en der bøjer mig uden kamp - så jagtens sættes ind på alternative finansieringsmuligheder så den pludseligt så uendeligt tillokkende livsstil i barndommens provinsby kan opnås! Den unge skal med vold og magt på græs!!!
Wish me luck - og ryst lidt på hovedet af mig på vegne af mit 3 måneder yngre jeg

onsdag den 1. september 2010

Bedre sent end aldrig

D.21. august holdt vi navngivningsfest for Jonathan på Cafe Slabberas i Århus. Vi havde indbudt familie og venner og vi blev over 30 mennesker til boller med ost, kaffe og kage.
Vi forventede ingen gaver, men vi fik simpelthen samlet det vildest gavebord sammen!
Ud over penge og diverse sølvtøj fik vi:

Bøger - Mio min Mio, Kalle Kålorm, Min mormors gebis, en stor Den lille Prins som pop-up - (helt fantastisk!), 2 x Svensk sangbog med tilhørende CD og hele Peter Plyds samlede fortællinger.
En kanin-lampe med vågelys
En rigtig børnetromme med Remo-skind
Et Piet Hein-fødselsdagsflag med dansk flag på den ene side og svensk på den anden og indgraveret navn og fødselsdato
En healingtromme, hvorpå Jonathans personlige totems skal påmales.
Små adidasstøvler med plysfodbold til
Gavekort til Kiddo (fed børnetøjsbutik)
og endnu mere.
Vi startede den hjemmestrikkede ceremoni med at synge Noget om Helte af Halfdan Rasmussen. Herefter holdt Ateistfar Tobias fra Sverige en varm og meget personlig tale, som rørte os dybt. Så blev det Ateistmor Lines tur, og hun holdt en fantastisk smuk tale om kærlighed, moral og forpligtelse overfor andre mennesker som ligger i os selv og ikke i en religion (endda improviseret, da hun og min søs fandt ud af på dagen at de havde fundet på det samme).
Som den sidste af fadderne spillede og sang fadder Jeppe "Når jeg ser et rødt flag smælde" med sin guitar -til stor jubel for den røde flok - det lover godt for Jontes politiske opdragelse. Til sidst læste min dejlige søs et stykke op fra Den Lille Prins (det stykke med ræven) og drog en virkelig rørende parallel til vores lille familie. Så smukt!!! Jonte sov sødt i sin lift under hele balladen.

Herefter kom vores eget bud så - vi spillede så nummeret Forever Young med Bob Dylan for gæsterne (fra min iPod).Lige da sangen startede strakte den lille prins på sig, og kom så op og sad på min arm ligeså stille mens musikken spillede - som havde vi timet det. 

Teksten lyder således:
May God bless and keep you always
May your wishes all come true
May you always do for others
And let others do for you
May you build a ladder to the stars
And climb on every rung
May you stay forever young
May you stay forever young.

May you grow up to be righteous
May you grow up to be true
May you always know the truth
And see the lights surrounding you
May you always be courageous
Stand upright and be strong
May you stay forever young
May you stay forever young.

May your hands always be busy

May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young
May you stay forever young.

Så tudede Bedstefar og flere andre - især mor her!
Vi hyggede nogle timer derefter og gik derefter hjem trætte og mætte og virkelig overvældede af al den kærlighed vi mødte fra alle folk. Det var så fedt at alle var med på at gøre det på vores egen måde, med ord der kom fra hjertet og ikke fra biblen.
Her er et par snapshots