mandag den 25. juli 2011

Sorg med blomster på.

Mindehøjtidligehed i Århus. Jeg og Jeppe tog derned og lagde blomster og jeg tændte lys. Efter et minuts stilhed hvor hele norden holdt vejret sang vi Kringsat af Fjender, og tårene trillede.


Tv2 Østjylland filmede og se liige hvem der sidder og tænder lys ved trappen i en lilla frakke:

http://www.tv2oj.dk/artikel/75200:Aarhus--Aarhus-mindes-Norges-ofre


Og her er et par billeder fra i dag:



søndag den 24. juli 2011

Ja, vi elsker dette landet!







Her er dit vern mot vold,
her er dit sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må - men:
øk det og styrk det!









torsdag den 21. juli 2011

Bedstemor på besøg.

I dag kom Bedstemor på besøg. En kaffetår blev det til - og taget i betragtning at yoghurt skulle være rigtig godt for hår, hud og pH balancen og hvad ved jeg så tror jeg bestemt at Bedstemor betragter besøget som det rene wellness-ophold..?

Jonte fik fortalt Bedstemor om aberne i bogen, om musik og om at mælken er kold når man hælder den ned ad maven. Bedstemor kvitterede ved at sponsorere en ordentlig kildetur og et par helt nye røjsere. Desværre fandt vi dem ikke i gul som Mor ønskede, men det var der råd for da vi senere på dagen, dog uden Bedste, kom forbi en butik som netop havde gule gummistøvler i str. 21 på tilbud - OG en rød kasket - hallo mand!!! KUP!!! Så selvom Bedstemor egentlig havde købt et par fine brune så tror vi ikke hun har noget imod at de blev byttet.

Og de blev faktisk også taget bedre imod end de brune - Jonte kunne nemlig (næsten) selv få de gule på og da vi kom hjem fra vuggeren var de nye køb blevet det store hit. Der er nemlig ikke nowed der hedder dårli' vejr - kun forkert påklædning! Og det er vi vidst ude over nu:

søndag den 10. juli 2011

Danmarks sprødeste festival.

I går trodsede vi vejrguderne, de trætte forældrekroppe og pakkede unger, kiks, pølser, legetøj, regnslag og tog på festival. Det var en af de her små hemmelige, kun-for-de-indviede begivenheder som gør en glad langt ned i mavsen. Det var uendeligt hyggeligt selvom det stod ned i stænger fra vi kom og liiige til vi gik - så kom aftensolen frem mens vi trillede to dødtrætte og overstadige unger hjem i seng.






















lørdag den 9. juli 2011

Telefoner og andet magisk udstyr

Jonathan har altid haft noget med elektronik. Ting med knapper og dimser man kan dreje på så der kommer lys, lyd eller bevægelse. Jeg havde egentlig forsvoret alt det plasticskrammel, (oho ja, øko-øko-cha-cha-cha!) og så helst at han legede med biodynamiske bæredygtige træklodser og pinde og dukker uden ansigt, men altså - the heart wants what it wants, og min søn er, som så mange mænd, en sucker for gadgets - tag den, gamle speltmutter!!!

Og de sidste 2-3 uger har det virkelig taget fart, og efterhånden gået over gevind. Han snakker ikke om andet end "ooooh" (halloooo = telefon) fra morgen til aften. Mobiltelefoner, kameraet, højtalere, fjernebetjeninger - alting skal op til øret mens han siger "ooooh?". Vores mobiler skal lægges udenfor hans synsfelt, da han ellers fikserer fudstændigt og hverken kan spise, lege, sove eller tænke på andet end den. Han kan stå ualmindeligt længe og vise babytegnet for telefon (hånden op til øret) og sige "ooooh?!" og pege efter telefonen eller der hvor han tror den ligger, og vi har forsøgt med en kortsluttet iPhone og legetøjsmobiler, men lille Einstein kan lugte en fake mobil allerede på vej op ad trappen...  Han kan åbne både en iPhone og en android, han kan finde frem til billeder af Mormor på min mobil og sætte musik på - han er 14 MÅNEDER!!! Hvad sker der for at man i dag kan betjene en smartphone før man kan tørre sig selv i rumpen???

De sidste tre dage er det gået helt amok, da han nu for alvor har fået øje på dørtelefonen i gangen. Der er ingen døre som kan lukkes og telefonen kan af gode grunde ikke fjernes eller skjules, så nu er hans evige "ooooh!!! Oooooh? OoooOOOOOOO!!!???" taget til og vi er ved at være godt trætte i hovedet. Meget meget trætte. Han starter om morgenen når vi henter ham  sengen med at spørge; "ooooh??" og det er det sidste han siger om aftenen, for vi skal jo lige ud og sige godnat til "oooh!".
Jeg overvejer seriøst at give ham en iPhone. Er 14 måneder ikke en fin alder til det?

torsdag den 7. juli 2011

I Guds eget hus.

I dag hentede jeg Jonte tidligt i vuggeren. Vi trængte til en rigtig mor-søn hyggedag, så jeg har ryddet skemaet og stod kl lidt i to klar til at tage ham med ud i solskinnet. Han kom netop ud samtidig som jeg kom ind, ude fra puslerummet på armen af Katrine, kun iført kortærmet body og et stort smil. Mums, han var lækker!!! Efter at have vist mig hvordan man spæner hele institutionen rundt med en rulle-taburet foran sig som støtte (han er vildt ferm til at slå slalom udenom de andre børn og voksne) fik jeg endelig shorts og sko på ham og afsted kom vi. Jeg havde faktisk planlagt at vi skulle op på Børnenes Jord og klappe gederne, men dels er det stejlt op ad en lang bakke (luddovne mor) og dels er det bagendes hedt udenfor. Vi trillede derfor stille og roligt ind mod Storetorv mens jeg overvejede om vi orkede at tage hele turen op til Skolemarkens legeplads og skippe middagsluren. Da vi nåede frem til den store plads fik Jonte øje på springvandet - det store metalskrummel som er placeret foran kirken og mens vi sad og betragtede vandet der rislede ned af spiralen og ud i de mange løb hvor de store børn plaskede rundt med bare fødder så jeg at døren ind til Domkirken stod åben. For en gang skyld var der åbent ind til det gamle, imponerende kirkerum... Og selv en glødende ateist som mig kunne høre kaldet "lad de små børn...".


Vi trillede forsigtigt over dørtrinnet, og det første der slog os i møde var den dejligt svale temperatur. Jeg fik et kort øjeblik fornemmelsen af at være på forbudt jord. Er det ikke netop pointen med at være meldt ind i folkekirken, at man har ret til at nyde den kølige skygge mens vi andre syndere må brænde op i heden? Men igen - det er jo en synders lod at synde, så vi fortsatte ind gennem våbenhuset og ind  det overvældende store rum, med de smukke hvælvede buer med gyldne lysekroner hængende ned som små dråber af guld og krystaller midt i tomheden.


Efter først at have holdt vejret et øjeblik i ærefrygt for den gamle, højtidlige Guds borg, fortsatte vi op mod alteret. Nu er det en STOR kirke og det tager sin tid at nå frem, men heldigvis er der masser af spændende ting at beundre på vejen. Og Jonte beundrede dem alle lydløst og yderst benovet. Ikke så meget som en stavelse blev det til, jeg tror han forstod at her var det ikke tilladt at råbe. I stedet pegede han og pegede og hans lille finger var som en strittende kompasnål der udstak zig-zagkursen, mens vi trillede frem mellem rækkerne af kirkebænke og kernelæderstole på lige rækker.


Endelig nåede vi frem til pladsen foran det lille guldbur der omgiver alteret. Lågen var åben, og på nær et ungt par som sad på forreste række helt forrest, var vi de eneste i kirken. Jeg lod ham komme op af vognen, og han ville straks ned. Det var for meget - for spændende til at sådan en lille eventyrer kan sidde stille, og så snart hans små bare knæ ramte det kolde stengulv var han afsted op af de tre trin og på vej ind i det gyldne alterbur. Han nåede frem til den store 7 armede lysestage som har løver i stedet for fødder og hver enkelt løve blev klappet og aet, og han fortalte mig med alvorlig mine at her var der en "kat" - hver enkelt "kat" fik et tegn.


Herefter gik vi ned foran buret igen. Det unge par gik, og vi var helt alene i Guds hus. Og så skete der noget som kun en forælder kan se det fantastiske og rørende i. Et af de øjeblikke hvor man ser med egne øjne at ens barn har opdaget noget af det forunderlige i verden, og at universet pludselig blev større. Jonte opdagede AKKUSTIKKEN! Han stod ved en række af de læderbetrukne stole da han ytrede sin første lyd siden vi kom ind. "DA!" sagde han. Og så helt paf ud da lyden rungede gennem det store rum. Han stirrede intenst på mig, trak vejret dybt og... "DAAA!!!"... Rummet svarede igen med sin voldsomme sitren efter lyden allerede var forsvundet. "DA! DADADA!!! DAAAAAAAAA!!!!" Jonte virrede med hovedet og stirrede ud i rummet og op i de pynterede hvælvinger, og jeg kunne se at hver en hjernecelle arbejdede på at forstå hvad der skete med hans egen lille lyd, at den blev så stor og svarede igen... Jeg sad på stengulvet 2 meter derfra og betragtede denne samtale mellem mit barn og tomheden, mit barn og.. Gud? Naaaah... Men hvis man siger at Gud er kærlighed, så var jeg i Guds hus og Gud var i mig. Samtalen blev ikke afbrudt, men udviklede sig til flere og flere lyde; "DuuuDAAAAA?" "FUUUUUHH" og "HAAAIIIIIIIIIIIII".. Lydene blev større, mere og mere eksotiske og rummet svarede igen af hjertens lyst, med på enhver spøg. Smilet på min sønd læber blev større, som hans øjne blev livligere og lydene blev mere og mere jublende. Og mit hjerte svulmede. indtil et ældre ægtepar kom slendrende op ad kirkegulvet, og Jonte blev genert. Den ældre herre hilste på ham og tog et par dansetrin til ære for ham, og så var øjeblikket ovre.


Vi trillede resten af kirken rundt, Jonte fik lov at skubbe vognen foran sig, kravle op og ned ad kirkebænkene og sætte fingeraftryk på glasset der rummer en model af kirken. Det var bedre end den overbefolkede og støvede ørken af en legeplads vi havde sat sejl efter... Det var magisk!


Da vi kom ud i solskinnet igen vidste jeg at jeg havde været vidne til noget helt enestående. Jeg synes næsten at jeg kan se det på ham som han ligger her udenfor og sover i vognen...