Før-billeder af Ryesgade

Sådan ser vores nye dejlige sted ud før vi fylder det op med kasser og forventninger og liv :)





Stuen/køkken-alrum:

Badeværelset:

Kontoret:

Jonathans værelse:

Soveværelset:

Gangen ind til stuen:

Så kører det!

Jeg HADER min køreskole!!!

Jeg var ude at køre sidste gang i starten af december - glatbane. Jeg har taget ALLE obligatoriske køretimer OG teoritimer, førstehjælpskursus osv. og manglede bare at aflevere de obligatoriske papirer som de så skulle sende ind til borgerservice til godkendelse så jeg kunne komme til teoriprøve og ultimo køreprøve. Men hvad sker der?

1. Jeg kommer ned med papirerne - hovsa, min lægeerklæring er for gammel, hvilket der ikke står skrevet NOGEN steder at den bliver efter 3 måneder (superfedt at være den dygtige elev der er ude i god tid...NOT). Så jeg måtte købe en ny for 350kr - det tog så lige en uge før jeg kunne få en tid.

2. Jeg tropper op igen for at aflevere papirerne, denne gang er det så en vikar som står der, og han modtager alle papirerne samt min bog fra førstehjælpskurset som jeg lige lægger op for at kigge efter i min taske. Han chekker af at han har fået alt det rigtige, fortæller mig at ham som skal godkende og sende papirerne afsted kommer tilbage om en uge fra ferie og sender mig afsted igen med besked om at DE kontakter MIG når der er nyt fra Borgerservice. Det vil ca. tage 3-4 dage fra han sender papirerne.

3. Efter 3 uger kontakter jeg dem pr. mail og spørger om det virkelig kan være rigtigt at det skal tage så længe. Jeg får en meget sur mail tilbage om at det faktisk er MIG der skal kontakte DEM en uge efter indsendelse af papirerne, og at mine papirer forresten er afvist og har ligget hos dem i en uges tid nu. Han vil vende tilbage når han ved hvorfor de er afvist.

4.En uge efter rykker jeg igen pr. mail for svar, får en undskyldende mail tilbage for hans sidste mail, han var stresset og misforstod hvad jeg skrev. Men papirerne var afvist pga manglende førstehjælpsbevis. (som jeg havde indleveret). Jeg undrer mig meget, da vikaren jo har chekket at alt var afleveret, og at han som var ansvarlig for indsendelse af papirerne til Borgerservice da også måtte have undret sig hvis der manglede noget - ingen svar. Får besked på selv at maile førstehjælpskursuslederen om et nyt bevis.

5. Jeg tog derned i dag for at genopfriske teorien, og da jeg vil vise ham som står derned i dag at jeg har en kvittering for førstehjælpskurset falder beviset ud af den bog jeg har fra kurset. Dvs. at vikaren den dag har taget mit bevis, chekket det af på listen og lagt det ind i bogen og givet mig den tilbage...????!!! Og så er der ellers ingen der har studset over at det mangelede ved indsendelsen - AMATØRER!!!! GRRRR!!!!

Dvs. at det nu er 2,5 måned siden jeg kom nogen vegne med mit kørekort, og jeg er bare skidesur over deres inkompetence!  Men NU er papirerne endelig indsendt, og jeg har bestilt en køretime i morgen. Teoriprøven bliver indenfor de næste 2 uger, jeg får besked om dato på fredag...

Det kan godt være at jeg ikke altid er den mest chekkede person med papirer, datoer osv. - men de her folk slår fandme alt!!!

Men nu kører det, sgu! DYT DYYYYYYYT!!!!

Flyttefeber og indretningsshopping

UHA!!! Jeg har været slem!!! Jeg har tilladt mig at købe mig helt flad i de fineste ting som skal bruges på Jontes nye værelse, og lidt i resten af huset. De fleste ting er købt på nettet og i Genbrugsbutikker, men jeg kan ikke løbe fra at jeg har slidt mit shoppebudget HELT ned denne måned (og næste måned). Men hvad pokker - man laver kun børneværelse efter sit HELT eget hoved en gang i livet - næste gang der skal laves noget er han jo stor nok til at bestemme selv - og så bliver det alligevel med Spiderman plakater (GYS!) og biler over det hele - bvadr :) Imens forsøger jeg at bevise at man sagtens kan lave et drengeværelse som ikke er lutter lyseblåt og kedeligt, men at børneværelset kan og skal være i ALLE farver med masser af liv og skøre ting.

Men her følger lige lidt billedspam af de FINE retro Blafre-tapeter jeg har købt (som skal tapetseres på bord og stole jeg købte hos Kirkens Korshær i går for 150kr og på den prikkede Bambi-bogstøtte). Og så lidt nips:

Åbent brev fra Storebror Sverige

En gang i mellem læser man noget som er så smukt at tårerne må falde. Det er sjældent at jeg falder for svulstig retorik, men af og til falder man over noget som er så originalt og hvor den dybfølte oprigtighed skinner igennem hver eneste linje. Så må man stoppe op og dvæle et øjeblik.

I dag skete det på Politiken.dk. Dette vidunderligt smukke og samtidigt uendeligt sørgelige brev er sendt til Lillebroder Danmark fra Storebroder Sverige:

Kære lillebror, hvad sker der?

Det virker som om, du i de seneste år har mistet fodfæstet. Fra at have været grunden til min misundelse opfører du dig nu nærmest som en ængstelig gammel gubbe. Søde Danmark, let dit hjerte. Hvad er det med dig?

Før var du kendt for din åbenhed. Med din hjertelige latter favnede du det flerkulturelle og forskelligheden. Din hyggepolitik var misundelsesværdig set med storebror Sveriges øjne.

Du hånede mig for alle mine regler og forbud. Med al ret anklagede du mig for at vare kedelig og grå. Lige siden jeg undslap Anden verdenskrigs rædsler, vendte jeg mig indad og tænkte, at man er sig selv nærmest. Dag for dag arbejdede jeg med at bygge et beskyttende net så tæt, at jeg knap kunde ånde.

Samtidig glemte jeg dig, Danmark. Jeg vendte dig ryggen gennem årtier og for dette beder jeg dig om undskyld! Da vi nu igen har bygget en broderlig bro mellem os, ser jeg, at min modige lillebror græder sig i søvn.

Kære Danmark, hvorfor smider du romaer ud med hovedet først? Hvorfor lader du debatten om muslimer føre til heksejagt? Hvad er grunden til at indvandrere er blevet symbol på ondskab og at hunderacer forbydes på grund af sine ejeres brister?Tidligere fik jeg ondt i maven, når jeg spiste af din mad. Din kylling indeholdt salmonella og min mave havde det virkeligt ikke godt. Men nu, lillebror, vender den sig af helt andre grunde.

Hvorfor stormes kirker og hvorfor rives ungdomshuse ned? Hvorfor sender du dine soldater i ørkenkrig og hvorfor trues fristeders eksistens?

De idealer som vi voksede op med synes at have forsvundet ud af din krop. De demokratiske fri- og rettigheder, grundlæggende for enhver, betyder de ingenting? Ytringsfriheden. Demonstrations- og forsamlingsfriheden. Hvordan kan det lade sig gøre at ignorere grundloven?

Hvorfor lod du 900 mennesker fængsle, mishandle og fornedre uden at de var mistænkt for ulovligheder? Hvorfor lod du dem placere siddende på jorden? Lod dem tisse i bukserne. Besvime. Bryde sammen?

Kære lillebror, du kan stadigvæk vende om. Åbn igen favnen, du behøver ikke at vare bange. Jeg findes endnu ved din side, du kan stadig vælge at gøre det rigtige.

Med venlige hilsner,

Din storebror
Sverige

Skattekisten og alt det vi fandt i den.

Jontes første dag i vuggestue - puha, det lyder jo helt vildt, og jeg bliver en smule grødet i stemmen hver gang jeg siger det højt...  Den allerallerførste dag som institutionsbarn kræver en ordentlig smøre herfra, der er jo så meget at fortælle... Det bliver langt, så hvis du har planer om at læse til ende, så hent lige en kop kaffe og sæt dig til rette - og hvis du er med i familien, den selvvalgte eller den biologiske, så tag lige en serviet med til at tørre øjnene ;)



I nat var en af de allerværste nætter jeg har haft i lang tid. Vi har haft virkelig dårlig natterytme i flere uger, siden sidst han var syg, og det næmede sig kaos, hvor han vågnede 2.30 hver nat og ikke ville sove mere end 1-2 minutter ad gangen resten af natten så jeg har været virkelig presset. Vi havde været ude hos Astrid og Rune i aftes og set film, og han var faldet fint i søvn ved 20.30tiden i deres børneseng. Vi trillede hjemad ca. 22.30 og på vejen hjem spurgte Niklas mig om jeg havde drukket deroppe, for han synes jeg lød decideret beruset når jeg snakkede, så træt var jeg. Jeg havde drukket 2 colaer, men det var også alt, så jeg grinede lidt...


Vi kom hjem og Jonte vågnede lige op og fik en flaske da vi lagde ham i sin seng. Jeg lagde mig og kl 1.30 startede festen. Han hostede og vågnede, sov hostede og vågnede hvert 2-3 minut. Tilsidst gav jeg ham en flaske, men den kastede han op ud over mig da vi lagde os ned, fordi han hostede igen. Mig op af sengen og ind i stuen, jeg var SÅ træt, klokken var nok 3 her, og Svenskefanden fattede ikke en hat (han sover pt på sofaen fordi vi ellers ingen søvn får nogen af os), men holdt dog Bassimutten indtil jeg havde skiftet tøj. Tilbage i soveværelset strejkede Jonte nu og sov KUN i mine arme hvis jeg sad ret op og ned og vuggede ham - ret hårdt kl 3 om natten efter 3-4 ugers søvndeprivation og uden ryglæn. Og tanken om den dejlige vuggestuestart begyndte at sive udenfor rækkevidde... Jeg blev bare SÅ deprimeret der i mørket. Den start betyder simpelthen så meget for mit stressniveau de næste 3 måneder. Jeg SKAL være færdig med mit speciale til juni hvor mine SU klip løber ud, og det bliver virkelig presset hvis jeg skal regne med en del opstartssygdom fra vuggeren. Oveni det skal vi flytte 1.marts, huset ligner en losseplads med flyttekasser på toppen, vores knægt er kisteglad, men hverken spiser eller sover for tiden og jeg har sat al min lid til at "når bare han starter i vuggestuen - SÅ...!!!" En dårlig start ville vælte læsset.

Kl. 4.15 måtte jeg give op, og med tårene strømmende gik jeg ind til Farmand, som heldigvis var vågen endnu - han kunne ikke sove efter at vi vækkede ham - og han tog over på den kærligst mulige måde som man nu kan præstere kl 4.15 om morgenen... Jeg var bare SÅ ked af det, jeg mister ellers sjældent modet på den måde, MEGET sjældent, men jeg må tilstå at jeg virkelig følte mig knækket... Niklas sagde det også i dag, at jeg virkelig havde virket ude af mig selv.
Jeg gik i seng, dvs. jeg skrev en mail til et par piger jeg kender hvori jeg fik ked-af-det-heden ud i cyberspace og væk fra maven, og så 2 afsnit af Greys Anatomy og SÅ sov jeg endelig... Kl. 8.30 gik døren op. Jeg troede det var løgn da han stod foran mig og bedyrede at nu skulle jeg op  - NU skulle den knægt fandme i vuggestue!!! Han havde leget og hygget siden kl 6 og led absolut ingen nød. Og NU skulle det være, for ellers ville jeg aldrig få det godt (KÆFT hvor jeg elskede og hadede den mand for den melding).

Jeg overvejede i flere minutter hvordan jeg dog skulle rejse mig op - det føltes som om min krop var limet fast til sengen - ALT i mig skreg på en sygedag fra moderskabet... Men så fik jeg smidt den kisteglade lille klump i armene og han strålede som en lille sol, og så kom kræfterne alligevel. Jeg slæbte mig op af sengen, i noget tøj der lå ved siden af som nok skulle have været pakket ned eller vasket eller brændt, og på en eller anden måde stod vi i vuggestuens entre iført blå institutionsplasticfutter på skoene kl 9.05 - lige i tide til morgensamling på grøn stue. Det lyder nok ikke af meget, men når jeg om 30 år ser tilbage på mine største præstationer i livet kommer den med på listen, det er HELT sikkert.


Vi var enige om to ting: Jonte skulle IKKE være der længere end et par timer den første dag, og jeg ville under alle omstændigheder IKKE forlade institutionen! Basta!!! Så måtte de smide mig ud, men så tog jeg ungen med!!!
Gitte tog imod os, og jeg må indrømme at al den skepsis jeg havde oparbejdet mod hende efter den noget lunkne oplevelse jeg havde på mit første besøg i Skattekisten var som blæst væk. Hun var så imødekommende og forstående, lyttende og samtidig opmærksom på ungerne og helt nede i børnehøjde at jeg havde lyst til at tage hende med hjem.

Mens vi sad der ved bordet og sang om Batman, mariehøns og musehuller og fik frugt, var hun fokuseret og blid og bare rigtig...rar! Jonathan var opslugt af de andre børn og voksne, både krudtuglerne men også de stille, søde, store piger på stuen, som til gengæld ignorerede ham med prinsesset værdighed. Derefter var det legetid og min lille dreng forsvandt ud i rummet, der bare strakte sig uendeligt langt væk fra en mor der sad i et hjørne med en bog klar til læsning... Der var endda en væg man kunne kravle om bag ved og blive lidt væk, og titte frem fra med et kæmpestort smil.

Herhjemme er der så utroligt lidt plads at udfolde sig på når man er en lille dreng i kravle-pille-stikke-af-humør og mor er sådan en der løber rundt og siger "nej, ikke ledningerne" og "hov, vi lukker lige den dør" - man må aldrig rigtig noget - men HER kunne man bare kravle lige så langt som rummet rakte og videre - PARADIS!!!


Der var ingen generthed længere og han kravlede rundt på børn og pædagoger - også dem der bare kom ind for at give en besked, - og havde slet ikke øje for sin stakkels udmattede mor som sad og kæmpede med både smil og trætheds-tårer (og den anden slags mor-tårer som I sikkert godt kender).
Jeg fik en lang snak med Gitte imens, og de andre pædagoger på stuen faldt i og forsvandt mens klokken blev 11.30 og det blev tid til dagens varme måltid. Jonte dissekerede et stykke pizza i strålende humør og pegede rundt på dem alle sammen imens og kom efter eget ønske ned og lege igen.
Til sidst begyndte han at sidde og gabe kæberne af led ned i bondegårdens dyr, og Gitte foreslog at hun jo kunne prøve at skifte og putte ham, hvis jeg synes? Det synes jeg absolut var et forsøg værd, og hun foreslog at hun jo kunne prøve at gøre det alene, så kunne jeg jo gå en lille tur, og så kunne hun ringe hvis han blev ked af det? Uha, jeg trak vejret og tog en beslutning. Det gik så godt, det hele så... Hvorfor ikke? Jeg kunne gå hjem og hente den seddel jeg havde glemt, og så kunne hun jo forsøge sig med umulighedsprojektet "Jonte skal sove" imens... Jeg troede ikke en meter på at han ville overgive sig, men altså - det var da forsøget værd...


Jeg vinkede farvel til en dreng der overhovedet ikke havde det mindste imod at komme på puslebordet med Gitte, og trissede de 10 minutters gang hjem til os selv og flyttekasserne. Jeg havde faktisk ingen skrupler, for drengen havde det bare SÅ godt, og jeg kender ham - han er tryg ved stort set ALLE voksne, og opdager nærmest ikke hvis jeg forsvinder lidt. Jeg nåede akkurat indenfor døren da Gitte ringede og fortalte at nu sov han altså og hun ville ringe igen når han vågnede!!! Jeg sværger - så sent som i går gik jeg rundt i 1,5 time med ham i vognen, og det eneste han gjorde var at glo opgivende op i kalechen og ventede på at jeg skulle opgive idiotiet... Ikke om han så meget som gabte dernede selvom han inden jeg lagde ham lignede en der var segnefærdig. Den absolut længste lur han har taget i en uge var på 1 time og det var på min arm..
Og nu sov han så. "Ha!" tænkte jeg "hun ringer igen om 10 minutter" - det gør han jo altid .

1 time senere ringede Gitte, at han nu var vågen men var i fuld gang med at lege og overhovedet ikke var klar til afhentning, så jeg kunne godt blive hjemme en time til, og så komme der - hun ville selvfølgelig ringe hvis han blev ked af det eller utryg. Jeg var målløs, men samtidig klar til at besvime af træthed, og tog igen en beslutning - jeg tog mig en halv time på øjet, og så måtte han lege imens.
Da jeg en time efter trådte ind på grøn stue efter en tiltrængt powernap var det en ekstatisk pomfrit der kravlede mig i møde, men på vejen opdagede han så lige en duplomand og så var mor glemt igen. Men til sidst fandt han mig, og jeg fik både kram og et lille bid i trøjen af ren kærlighed. Vi legede sammen en times tid og spiste så en improviseret madpakke med de andre før vi, mættede af dejlige indtryk, trillede ud i snedækkede Århus for at finde en madkasse...
Men ikke før pædagogerne havde vinket os farvel med rosende ord om at ingen af de nye børn havde været så trygge og glade og nemme som Jonte - at han havde et dejligt blidt temperament, og at de var så glade for at de havde "fået ham". Jonte var i himmelen og pædagogerne var VILDT imponerede over hvor (og jeg citerer) "tryg" "tillidsfuld" "selvstændig" "glad" og "nysgerrig" han var.

 Ååårh manner, jeg var ikke til at skyde igennem. Al min frygt for om han nu var blevet passet for tit af for mange forskellige sammenlignet med andres børn forsvandt som dug for solen. Min dreng er tryg og selvsikker og sej, og bare hammergod til at møde nye mennesker og hvile i nye situationer. Han sov 10 minutter efter vi forlod Skattekisten. Jeg trak en kop kaffe i 7-11 og sad på en bænk i byfrosten og gloede ud i luften... Hvad skal man dog stille op med alle de følelser? Hvad skal man stille op med mor-heden, tomheden, stoltheden og hele hele livet der venter for mig og min søn?

I morgen er aftalen at vi skal prøve at aflevere ham til morgenfrugt og derefter gå derfra. Så ringer de hvis han bliver ked af det eller utryg (jeg KAN ikke forestille mig det), og ellers henter jeg ham over middag engang, når jeg har sovet lidt og prøvet om det der med morgenmad stadig er noget for mig. Og så dropper vi de (alt for mange flasker) han plejer at få i løbet af dagen, og satser 90% på rigtig mad nu. Han spiser jo ingenting, men drikker 5 store flasker på en dag - endnu en uvane efter sygdomsforløbene...


Jeg begynder at tro at grunden til at vi har så store problemer med at genskabe rytmen i søvn og apetit er, at vores fysiske rammer pt. simpelthen ikke tillader at han får brændt nok krudt af til at samle sig en ordentlig apetit, og til at gøre ham ordentlig træt om aftenen...  Der ligger ledninger på gulvet, træet har splinter og dørene er farlige for små pilfingre. Der står masser af flyttekasser og et dumt sofabord man kan slå sig på... Nej, et stort åbent rum med gulvvarme og alting i børnehøjde er sagen for vores lille krudtugle!
For bare 4 uger siden var jeg skrækslagen ved tanken om at han skulle starte. Jeg synes virkelig ikke at han var klar. Han blev stadig bange for de andre børn i mødregruppen når de var for højrøstede, han kunne stadig ikke sætte sig op selv, møvede sig omkring på maven og var i det hele taget mere sart. Nu rejser han sig op af alting, kravler på hænder og knæ over andre børn, stjæler deres legetøj og klapper, vinker, peger og snakker så det er en lyst at se - han er KLAR!!! Klar til mere udfordring og stimuli end en dødtræt specialestuderende  mor kan tilbyde. Og han VIL gerne andre børn, så det er så perfekt timet...
I dag over et glas rødvin og en mastodont-succesoplevelse ser den næste tid noget lysere ud. Jeg er bare så stolt af min lille fyr, og selvom der SELVFØLGELIG kommer en reaktion på et tidspunkt, så har han endnu engang bevist at han er et vidunderligt lille menneske med et fantastisk gemyt (- og at hans forældre ikke er helt håbløse)

Og lige lidt snapshots - jeg kunne jo ikke la' være!

Knus og kram
Monica - helt og holdent vuggestueklar

Nemesis.

Lillemanden er syg igen. Han kaster op, har feber og snotter og hoster og det er en jammer... Nætterne er lange når man skal op i timevis og trøste og vade gulvet tyndt.

Der er to slags forældre til store/voksne børn.

Der er den slags der ikke kan huske at deres børn nogensinde græd, var syge, var vågne om natten eller var uartige.
Så er der den slags der nærmest KUN husker hvor syge deres børn var, at de var umulige og uregerlige og græd hele natten igennem de første 3 år.  (Mine forældre for eksempel).
Jeg ved ikke hvilken slags forældre der er mest irriterende at tale med når ens eget barn er sygt, for der er så godt som INGEN medfølelse eller forståelse at hente nogen steder fra. Den ene slags forstår nærmest ikke hvad man taler om. Den anden slags bliver nærmest lidt skadefro fordi "så kan man selv se hvordan det er!"... Jo, det er nok den sidste slags jeg har aller mindst lyst til at snakke med i disse dage...

Jeg har hermed dokumenteret at mit barn både græder og er sygt, og samtidigt fuldstændig vidunderlig dejlig, og jeg sværger at jeg aldrig vil tale ned til andre med syge børn:

 

9 måneder før han kom, og nu 9 måneder efter...

Hej folkens.
Jeg har været dåårlig til at få skrevet og svaret herinde på det sidste, men her kommer lige en opdatering fra Århus C.

Jonathan er inde i en periode med RIVENDE udvikling for tiden. De sidste 3 dage er der sket så vidunderligt meget at jeg næsten ikke kan huske det hele. Det er så store forandringer at det endnu en gang ryster dagligdagsposen herhjemme, og der dukker konstant nye aha-oplevelser, overraskelser og muligheder og oplevelser op. Og jeg må bare flyde med strømmen...

 Jeg begynder nu at få en respons som jeg slet ikke havde forestillet mig kunne føles så fantastisk... Kan man blive gen-nyforelsket i sit barn? Det er jeg vidst, og det trængte vi til ovenpå øre-snotte-hoste-diarre-opkasthelvedet vi har været igennem siden december.


For et par uger siden (tror jeg det snart er) kiggede Jonathan pludselig op fra sin leg på gulvet, fik øje på Farmand og udbrød helt klart og tydeligt "Pappa!". Vi stirrede begge på ham og på hinanden og på ham igen og på hinanden igen og nikkede voldsomt begge to - vi HAVDE hørt det! I løbet af dagen gentog han ordet igen og igen, dog uden at kigge på Farmand hver gang. Om aftenen, midt i en gang titte-bøh i køkkenet kom så "Mamma!". Det har han så ikke gentaget siden. Til gengæld er der kommet flere ord på, f.eks. "Hei" (svensk for "hej"), "hov", "nej", "ja", "a'deeet?" (hvad er det?), "DA!!!" (hver gang han ser katten) og i dag "mere" (min veninde Astrid og hendes dejlige søn Marius var på besøg og han sad og fik mad, han havde netop drukket en tår vand og da jeg var ved at stille koppen på bordet rækker han efter den og siger "mere!").
Det er ret tidligt, synes vi (og sundhedsplejersken) - han er jo kun 9 måneder!!! Jeg er heller ikke sikker på at han helt forstår betydningen af alle ordene, men han siger dem helt rent og adskilt fra almindelig pludren. Han bruger både ordene både når han har kontakt med os, men også når han ligger på gulvet og leger i sin egen verden.  Så kan man som regel høre noget lignende "bwabwabwaaaa... naiiiiii, hei heiii! Hei heiiii! hei heiiii! Pappa heiheiiiii!". Gladere lille mand findes bare ikke på denne jord!


Han har jo i ca. en måned møvet sig rundt på maven, men for 2 dage siden tog han sine første kravletrin på hænder og knæ og der bliver flere og flere af dem. Han leger tagfat med os, dvs. kravler væk, vender sig og griner, og når vi så rejser os så kaster han sig fremad og møver sig alt hvad han kan fremad for at slippe væk/hen til det han ikke må pille ved og griner stort når vi fanger ham.
Han kan siden i forgårs også sætte sig op over ende, så nu kan man finde ham siddende alle mulige og umulige steder hvis man er uopmærksom et øjeblik :)

Han rejser sig op ved tremmerne i kravlegården, kan løbe når vi holder ham i hænderne og vinker og klapper til folk han vil i kontakt med. Han lytter intenst når man holder en mobiltelefon op til hans øre (inden han tager den og propper den i munden).
Han spiser nu stort set det samme som os, og vil meget hellere have leverpostejsmadder end grød og mos. Skemad er han vidst blevet lidt træt af...


BOEL-testen bestod han med glans i går. SP'en synes han var meget langt fremme motorisk og sprogligt, hvilket var vildt udnerligt at høre for han har hele tiden hængt i håndbremsen udviklingsmæssigt, og nu er han pludselig en af de bedste i klassen.


Og så det allerbedste: I dag fik jeg mine første rigtige kys! I morges da jeg stod op sad han med Pappa inde på gulvet, jeg kom ind og satte mig, løftede ham op og spurgte "må Mamma få en puss?" og løftede ham ud i strakt arm og ind mod mit ansigt. Han kiggede ud til siden og åbnede munden op på vid gab og hold den der til jeg havde kysset ham, og flækkede så i et stort grin med strålende øjne. Da jeg spurgte igen gentog han det 3-4 gange mens farmand så til - åååårh, der var ikke et øje tørt. Men ville han kysse på Farmand? Neeeej, han stikker!!!

Han sover stadig meget uregelmæssigt, og jeg er oppe 3-15(!!!) gange hver nat alt efter hvor tryghedssøgende han lige er den nat. Men jeg er blevet tilbudt at være med til noget Marte Meo gennem min SP (som kompensation for at jeg aldrig fik noget ekstra i starten da det var rigtig hårdt) og der kan vi så få praktisk hjælp med søvnrutinerne, ren luksus!

Farmor har været på besøg, og det har bare været så hyggeligt at se hvordan de to dag for dag blev tættere og tættere, og sikke en opvartning vi fik :) Vi glæder os til næste gang!!!

Om en måned (1.marts) skal vi flytte til en ny lejlighed oppe i Ryesgade (weeee!), det bliver bare så fedt at få et værelse til Jonte - og få vores soveværelse tilbage efter at Niklas nu har sovet på sofaen i 2 måneder!!! Men det er IKKE fedt at det falder sammen med vuggestuestart (17. februar -gulp!) og at min barsel slutter så jeg skal (SKAL!!!) tilbage og skrive speciale.

8-10 månedersalderen ER bare en særlig tid, har jeg opdaget og jeg vil gerne skærme ham for de værste uregelmæssigheder, men det bliver jo nok svært...
På tirsdag får vi fint besøg af Dorthe og Runadarling fra København som kommer og holder barselscamp med tøsefilm, asti og masser af hygge mens Niklas er afsted i Sveriges land! Ihh, hvor jeg glæder mig!!!!


Og indtil da skal vi holde kæresteaften i morgen med dans og drinks, mens elskede Mormor skal passe guldklumpen (Mormor er nok den der kommer tættest på at stjæle vores søns hjerte fra os - han kravlede tværs over den store stue (med splintret trægulv) I ET STRÆK fordi han hørte hendes stemme i dag).
Og billeder slipper I sgu heller ikke for ;)

9 måneder før han kom, og nu 9 måneder efter...

Hej folkens.
Jeg har været dåårlig til at få skrevet og svaret herinde på det sidste, men her kommer lige en opdatering fra Århus C.
Jonathan er inde i en periode med RIVENDE udvikling for tiden. De sidste 3 dage er der sket så vidunderligt meget at jeg næsten ikke kan huske det hele. Det er så store forandringer at det endnu en gang ryster dagligdagsposen herhjemme, og der dukker konstant nye aha-oplevelser, overraskelser og muligheder og oplevelser op. Og jeg må bare flyde med strømmen... Jeg begynder nu at få en respons som jeg slet ikke havde forestillet mig kunne føles så fantastisk... Kan man blive gen-nyforelsket i sit barn? Det er jeg vidst, og det trængte vi til ovenpå øre-snotte-hoste-diarre-opkasthelvedet vi har været igennem siden december.
For et par uger siden (tror jeg det snart er) kiggede Jonathan pludselig op fra sin leg på gulvet, fik øje på Farmand og udbrød helt klart og tydeligt "Pappa!". Vi stirrede begge på ham og på hinanden og på ham igen og på hinanden igen og nikkede voldsomt begge to - vi HAVDE hørt det! I løbet af dagen gentog han ordet igen og igen, dog uden at kigge på Farmand hver gang. Om aftenen, midt i en gang titte-bøh i køkkenet kom så "Mamma!". Det har han så ikke gentaget siden. Til gengæld er der kommet flere ord på, f.eks. "Hei" (svensk for "hej"), "hov", "nej", "ja", "a'deeet?" (hvad er det?), "DA!!!" (hver gang han ser katten) og i dag "mere" (min veninde Astrid og hendes dejlige søn Marius var på besøg og han sad og fik mad, han havde netop drukket en tår vand og da jeg var ved at stille koppen på bordet rækker han efter den og siger "mere!").
Det er ret tidligt, synes vi (og sundhedsplejersken) - han er jo kun 9 måneder!!! Jeg er heller ikke sikker på at han helt forstår betydningen af alle ordene, men han siger dem helt rent og adskilt fra almindelig pludren. Han bruger både ordene både når han har kontakt med os, men også når han ligger på gulvet og leger i sin egen verden.  Så kan man som regel høre noget lignende "bwabwabwaaaa... naiiiiii, hei heiii! Hei heiiii! hei heiiii! Pappa heiheiiiii!". Gladere lille mand findes bare ikke på denne jord!

Han har jo i ca. en måned møvet sig rundt på maven, men for 2 dage siden tog han sine første kravletrin på hænder og knæ og der bliver flere og flere af dem. Han leger tagfat med os, dvs. kravler væk, vender sig og griner, og når vi så rejser os så kaster han sig fremad og møver sig alt hvad han kan fremad for at slippe væk/hen til det han ikke må pille ved og griner stort når vi fanger ham.

Han rejser sig op ved tremmerne i kravlegården, kan løbe når vi holder ham i hænderne og vinker og klapper til folk han vil i kontakt med. Han lytter intenst når man holder en mobiltelefon op til hans øre (inden han tager den og propper den i munden).
Han spiser nu stort set det samme som os, og vil meget hellere have leverpostejsmadder end grød og mos. Skemad er han vidst blevet lidt træt af...
BOEL-testen bestod han med glans i går. SP'en synes han var meget langt fremme motorisk og sprogligt, hvilket var vildt udnerligt at høre for han har hele tiden hængt i håndbremsen udviklingsmæssigt, og nu er han pludselig en af de bedste i klassen.
Og så det allerbedste: I dag fik jeg mine første rigtige kys! I morges da jeg stod op sad han med Pappa inde på gulvet, jeg kom ind og satte mig, løftede ham op og spurgte "må Mamma få en puss?" og løftede ham ud i strakt arm og ind mod mit ansigt. Han kiggede ud til siden og åbnede munden op på vid gab og hold den der til jeg havde kysset ham, og flækkede så i et stort grin med strålende øjne. Da jeg spurgte igen gentog han det 3-4 gange mens farmand så til - åååårh, der var ikke et øje tørt. Men ville han kysse på Farmand? Neeeej, han stikker!!!

Han sover stadig meget uregelmæssigt, og jeg er oppe 3-15(!!!) gange hver nat alt efter hvor tryghedssøgende han lige er den nat. Men jeg er blevet tilbudt at være med til noget Marte Meo gennem min SP (som kompensation for at jeg aldrig fik noget ekstra i starten da det var rigtig hårdt) og der kan vi så få praktisk hjælp med søvnrutinerne, ren luksus!

Om en måned (1.marts) skal vi flytte til en ny lejlighed oppe i Ryesgade (weeee!), det bliver bare så fedt at få et værelse til Jonte - og få vores soveværelse tilbage efter at Niklas nu har sovet på sofaen i 2 måneder!!! Men det er IKKE fedt at det falder sammen med vuggestuestart (17. februar -gulp!) og at min barsel slutter så jeg skal (SKAL!!!) tilbage og skrive speciale.

8-10 månedersalderen ER bare en særlig tid, har jeg opdaget og jeg vil gerne skærme ham for de værste uregelmæssigheder, men det bliver jo nok svært...
På tirsdag får vi fint besøg af Dorthe og Runadarling fra København som kommer og holder barselscamp med tøsefilm, asti og masser af hygge mens Niklas er afsted i Sveriges land! Ihh, hvor jeg glæder mig!!!!
Og indtil da skal vi holde kæresteaften i morgen med dans og drinks, mens elskede Mormor skal passe guldklumpen (Mormor er nok den der kommer tættest på at stjæle vores søns hjerte fra os - han kravlede tværs over den store stue (med splintret trægulv) I ET STRÆK fordi han hørte hendes stemme i dag ).
Og billeder slipper I sgu heller ikke for