søndag den 19. december 2010

Kære Julemand.

Jeg skriver til dig for at sige tusind tak for gaverne du har givet os i år. Især vores vidunderlige søn. Han var lige hvad vi ønskede os - helt perfekt!

Dog vil jeg gerne komme med en lille kommentar til de gaver han indtil videre har modtaget, her i ugerne op mod jul - for Julemand - hvad filan har du tænkt på?
Jonathan har på intet tidspunkt ytret ønsket om en flad trykkurve på det ene øre, med dertilhørende forfærdelige smerter, det kunne holde ham vågen hele nætter. Ej heller har han ønsket sig at få begge sine fortænder næsten samtidigt, med betændelse i tandkødet ved frembruddet. Han var faktisk enormt ked af det - specielt fordi de kom frem, tænderne, samtidigt med den voldsomme forkølelse og hoste som vi også modtog...  Det er slet ikke for at klage - men for to nybagte forældre som sidder lidt hårdt i det her op mod jul, så ville vi sådan set nok hellere bare have haft pengene og så havde vi kunnet købe noget til ham som han VIRKELIG ønskede sig - det kan du jo tænke over til næste år...

Men ellers håber vi du kigger forbi juleaften, med eller uden nye gaver.
Her får du lige et par snapshots fra vores tur til Sverige og fra i aften hvor vi pyntede juletræet.

Kh

Monica og Niklas og Jonte












tirsdag den 7. december 2010

Julestatus

Hej piger, damer, mænd og unger.
I dag er dagen for en vaskeægte verdenspremiere! En rigtig dejlig en af slagsen! I dag er dagen hvor min søn sov fra 21 til 7.30 UDEN MELLEMLANDINGER!!!

"HVORDAN???" kan jeg høre at I tænker i kor - og svaret er et mirakelprodukt som blev anbefalet af en tvillingemor jeg kender, som også har nattero med de små pomfritter i disse søde juledage. VÆLLING!!! Produktet der redder din nat! Min SP er fuld af løgn når hun siger at effekten ikke er bevist for min søn er gået fra de sidste 3 måneder at sove fra 20 til 6 med 2-3 fodringer undervejs, til første nat på trylledrikken at sove 20 - 7.30 med 1 fodring og dagen efter 21-7.30 nonstop.  Og mor er lykkelig! (Niklas er også glad for han plejer jo alligevel at sove om natten og så stå op kl 6-7 med den lille, så for ham er det 1-1,5 times forskel).

Vi er jo i Sverige hos svigermekanikken og fejre en tidlig jul med dem, og så siger det sig selv at Farmor er ved at trippe sig ned gennem gulvplankerne for at få fingrene i Bassimutten, og dermed give Mamma og Pappa lidt velfortjent afslapningstid.
Ergo: Nu har jeg for en gangs skyld tid til at kaste mig ud i et lidt større skriveprojekt herinde, og for filan hvor skal jeg bare gribe den mulighed til at få fyret nogle af mine rodede tanker ned på skrift og ud på det store vide web!

Jeg blev grebet af en pludselig lyst til at gøre lidt status over (halv)året som gik. Det er sgu nok årstiden, skal I se - december er jo en særlig tid og tilbageblik på hvad man har gjort og ikke gjort som man skulle have gjort eller burde have gjort eller kunne have gjort men altså ikke gjorde.

Jonte blev 7 måneder i forgårs, jamen er det ikke fuldstændigt vanvittigt så hurtigt det går? Hvad kan man stille op andet end at undres og gyse over tiden og hvor gavmild den er når det handler om ventetid på bussen eller (som i onsdags) flyet mod København, koliktider og de sidste dage op til en fødsel. Og hvor nærig den er når det gælder stille hyggestunder i total familieidyl, søvn om morgenen (og på alle andre tidspunkter) lykkelige efterårsdage i frisk blæst, med barnvogn og røde næser, og alt alt det andet som gør familielivet værd at leve. Mads Mikkelsen siger at "de går hurtigt, alle dagene. Så pas på dem" og jeg er tilbøjelig til at give ham ret og pakke unge og svensker sammen og smutte ned der hvor Mads passer på dagene sammen med sin lånefamilie...

I dag starter dagen jo perfekt. Ikke nok med at jeg vågnede udhvilet til lyden af en småsnorkende mand og en gryntende lille basse i weekendsengen ved siden af os i svigernes soveværelse. Jeg fik også formiddagstimerne for mig selv, med alt hvad jeg kalder luksus: The og morgenmad på sengen, computer, svensk morgenTV og TID!!!! Tid til refleksion. Og straks tyr jeg til computeren.  Så hvad er mere fremmende for projekt retrospektiv morgen end at gå tilbage og se på hvad jeg egentlig har skrevet og sagt siden min elskede lille dreng smuttede ud i armene på en jordmoder d.3.maj i år.


Den første tanke jeg faldt over er nu rodfæstet i 2009, for efter 3 ugers aktiv prøven var der allerede 2 streger på en test... Jeg husker tydeligt vores fælles "fuck....fuck-fuck"-dans på stuegulvet... Den dag glemmer man jo aldrig...

Den næste tanke jeg kom frem til var om min nedskrevne fødselsberetning, skrevet fra en hospitalsseng efter 2 operationer og 4l blod, men vigtigst: Ovenpå en fantastisk hjemmefødsel.  Ved gennemlæsning ser jeg at den i den gad var præg af et forsøg på at bringe en smule orden i kaos, dog den succes. F.eks. går jeg på 2 linjer fra 2-3 cm til presseveerne og springer alt det der skete de 7 timer imellem over.  Den fødsel er til dags dato min stolteste præstation, jeg har set videoen 10 gange og kunne sagtens se den igen. Det er mig stadig dybt fascinerende at lille jeg var i stand til at arbejde og kæmpe så hårdt og så fattet, og stadig kunne stå bagefter.



Så kommer jeg frem til min reaktion ovenpå det hele, fødslen, at blive forælder og dernæst en tur på hospitalet. Om alle de følelser der kom væltende ovenpå efterspillet på hospitalet, der ikke var lyserøde og euforiske alle sammen. Om natteangsten der kom snigende hver aften når Niklas skulle i seng, mens jeg var overladt til mørket med en totalt utilregnelig lille klump, som rev mit hjerte itu når han græd og smeltede min forstand når han ikke ville holde op. Den kæmpe iskolde frygt for at al ked-af-det-heden skulle overvælde mig, der i mørket, og måske ikke gå væk igen når det blev lyst. Og ikke mindst den totalt overvældende lykkefølelse over at der faktisk kom ET BARN ud af den mavebobbel jeg havde rendt rundt med i hvad der føltes som evigheder... Og usikkerheden om hvorvidt jeg nu kunne passe godt nok på det lille mirakel... Om jeg nu var god nok til at være nogens mor.

Men ved støtten fra min egen mor og svigermor og Niklas og vores fantastiske venner der nærmest er familie og ved hjælp af en ubeskrivelig tålmodighed som jeg har måttet fremelske i mig selv (stik mod min natur)  og Svenskefanden, kan jeg nu se tilbage på den ramte mur og se at muren tog mere skade end jeg gjorde. Jeg lærte, blev stærkere, og da kolikken fejede ind over Klostergade vidste jeg hvor jeg kunne fine trøst indtil den blæste væk igen.



Herefter kom bekymringerne omkring hvilke konsekvenser kolikken mon ville få for vores elskede guld. En af dem blev at fordi Bassimutten havde haft mange timer dagligt hvor han græd utrøsteligt, så havde han naturligvis ikke ligget på maven så meget som de andre børn og var derfor sakket bagud rent motorisk. Han kunne f.eks. ikke rejse sig længere op end på albuerne før han var 5,5 måned, og selv der var han ikke meget for det - på det tidspunkt trillede de andre børn begge veje, hvilket ikke var i syne for os.

Med "de andre børn" mener jeg de 3-4 utroligt fremmelige englebørn som befolker vores mødregruppe og som tålmodigt fandt sig i at vi uge efter uge kom blæsende ind, som regel en time for sent, og afbrød den nærmest zen-agtige ammesituation de havde installeret sig i. Så forløb det sådan at jeg kampsvedte og spiste boller med nescaffe i en rasende fart mens Jonathan skreg sådan ca. 75% af tiden, hvorefter jeg så med et skævt, krummebefængt, undskyldende smil trak mig tilbage med skrigeballonen og flovt luskede hjem til hulen igen så de andre kunne få ro.




Så var der en rigtig tarvelig ting som jeg også må fortælle, hvis det skal være helt ærligt... Ååårh, den er svær... For jeg synes jo at det er SÅ forkert at jeg har tænkt sådan - men de GJORDE jeg altså...
Der var en periode på en måneds tid hvor jeg pludselig fik den her snigende fornemmelse af at... At mit barn måske var grimt...  At folk måske bare sagde at han var lækker fordi at "det skal man jo"...  I dag fatter jeg simpelthen ikke hvorfor det optog mig så meget, men det har nok hængt sammen med at jeg lidt følte at vi havde tabt, Jonte og jeg, på så mange områder, og vi havde brug for et WIN!
Vi var ikke dem der sov igennem, dem der var fremme i skoene motorisk, min søn smiler ikke til alle og enhver og han er ikke "aaaaltid glad" som mødre tit fortæller mig at deres unger er. Nem er han ihvertfald slet ikke hvis man ser på temperament, og han bliver ret forskrækket når andre børn hviner eller larmer. Vi havde brug for en ting som VI bare kunne og var gode til. Og pludselig fyldte det alt for meget om han nu også var både sur, sløv OG grim!  Kæft hvor jeg klukker i skægget lige nu - hvad fanden tænkte jeg dog på? Et par veltilrettelagt spark i rumpen af hhv. min mor og et par inviede venner rev mig ud af min hjerneblødning så jeg kunne se at 1.Det er RYSTENDE ligegyldigt om ens barn er "den bedste" til noget og 2. Min søn er FULDSTÆNDIG  BEDÅRENDE!!!




Og så kom det ligeså stille af sig selv, alt sammen. Pludselig sad han selv - som den første i MG'en og jeg var og er så stolt. Han snakker nu en hel masse -”Dadadadad dadadada!!!”, spiller på tromme med stor entusiasme når han sidder foran fjernsynet, smilede nonstop til alle på turen herop til Sverige OG i nat sov han så igennem for første gang!  Vi er i gang med at tale med tegn (babytegnsprog - så man kan tale med sin baby inden de bliver fysisk i stand til at tale med ord) og så får vi se om  nogle måneder om han fanger den - hvis ikke så var det sjovt så længe.


Jeg har personligt fundet mig til rette i moderskuffen og skabet skal overhovedet ikke stå i perfectoworld! Vi skal bare være glade og raske og tossede hjemme hos os! Caffe latten må drikkes to-go, faste aftaler er til for at blive aflyst efter en søvnløs nat, gode råd er dyre men smarte kommentarer hænger på træerne, rødvinen er både til trøst og tørst og brosten er også til barnevogne. Når alt koger over er der Mormor og Onkel Anders og tante Kate og Gullimulli og ellers er der altid forståelse og virtuelle kram at hente fra Sverige!





Halleluja for de mange mødre der er præcis ligeså rodede, sjuskede, beslutsomme, fleksible, bekymrede, forgøglede, hovsa-agtige, stræbende og lykkelige som mig!
Tusind tak for endnu et fantastisk år - det hidtil bedste i vores liv!!!
Og glædelig jul!