Se hvad min dygtige ven Rune (du ved - ham der sammen med Jeppe og drengene lavede Chatroulette lovesong) NU har været med til for DBU - fuldstændigt fantastisk lille video!!!
Plottet er et tilfældigt fodboldstadion i provinsen, to hold drenge varmer op i silende regn for at spille en ubemærket kamp en lørdag eftermiddag, da...
tirsdag den 31. maj 2011
søndag den 29. maj 2011
De første skridt
er nu taget. 1-2-3 lige over i armene på... Onkel Jeppe!!! Hvad?! Her har jeg lokket og tigget og coachet i et væk, for at få de første skridt til at gå i min retning - eller bare i Niklas' retning!!! Men Farmand var i Sverige og derfor ikke indenfor "gåafstand". Det var Jeppe til gengæld for første gang i nogle uger, og det blev belønnet med tre vaklende usikre skridt fra min favn og over i hans - det var en noget paf Onkel Jeppe der rejste sig op med ungen på armen og et forvirret smil smurt ud over ansigtet!!!
Jonte har i snart 2 uger kunne stå selv. Dvs. - han KAN, men det er sjældent at han rigtig gider. Når jeg prøver at stille ham på fødderne, så bøjer han knæene og lander med et blødt bump på sin ble-rumpe, hvorfra han lynhurtigt kommer om i kravlestilling og er over alle bjerge med at stort smil og et "wowowowowowow"!!!!! Men enkelte gange er det lykkedes os at fange ham på det rigtige tidspunkt, og han har stået - helt selv - i op til 5 sekunder ad gangen. Med et ansigtsudtryk der er helt fordrejet - det ligner at han står og tænker "det her er for underligt - det kan da ikke være meningen?!".
Jeg har hverken billed- eller videodokumentation af fænomenet, eftersom linselusen ikke har følt for at præstere foran kameraet med netop den kunst. Men jeg er overbevist om at det ikke varer længe før det der med at gå selv er "piece of cake" og ikke noget at gøre ståhej for længere, og SÅ skal I få billeder!!!
Jeg har desværre heller ikke noget billede af Onkel Jeppe og Jonte der side om side, med lige halvåben mund, sad i sofaen og så Emil fra Lønneberg den aften, efter at have hygget med guitaren i timevis. Det var ellers også et herligt syn.
Alt i alt er min søn en utroligt priviligeret dreng, som er omgivet med så mange voksne der elsker ham, og vil ham det allerbedste. De kan allesammen noget forskelligt, og de medbringer altid det bedste af det bedste når de ser ham. Nogle kan tumle, andre kan spille musik eller bold eller nusse i sofaen. Nogle er gode til at lege eller bage boller og andre bliver uvurderlige når Jonte skal bruge nogle andre end sine dumme forældre at snakke med.
Siden du læser denne blog, er du nok en af dem jeg taler om, så hvad tror du at netop DU kan, som gør dig uvurderlig i forhold til vores Jonathan? Har du tænkt på det? For der er helt sikkert noget som KUN du kan!
Kærlig hilsen
Mrs. Solvang (Yes - blev ringet op i dag af en dame som lød som Dronning Elisabeth af England, som gerne ville tale med "Mrs. Solvang" - og jeg svarede i bedste "Fint skal det være"-stil "Yes - this is she!"
Et hyggebillede af 3 flotte fyre fra 2010 på nytårsaften (Høre mod venstre; Jonte, Sylvester og Marius):
Jonte har i snart 2 uger kunne stå selv. Dvs. - han KAN, men det er sjældent at han rigtig gider. Når jeg prøver at stille ham på fødderne, så bøjer han knæene og lander med et blødt bump på sin ble-rumpe, hvorfra han lynhurtigt kommer om i kravlestilling og er over alle bjerge med at stort smil og et "wowowowowowow"!!!!! Men enkelte gange er det lykkedes os at fange ham på det rigtige tidspunkt, og han har stået - helt selv - i op til 5 sekunder ad gangen. Med et ansigtsudtryk der er helt fordrejet - det ligner at han står og tænker "det her er for underligt - det kan da ikke være meningen?!".
Jeg har hverken billed- eller videodokumentation af fænomenet, eftersom linselusen ikke har følt for at præstere foran kameraet med netop den kunst. Men jeg er overbevist om at det ikke varer længe før det der med at gå selv er "piece of cake" og ikke noget at gøre ståhej for længere, og SÅ skal I få billeder!!!
Jeg har desværre heller ikke noget billede af Onkel Jeppe og Jonte der side om side, med lige halvåben mund, sad i sofaen og så Emil fra Lønneberg den aften, efter at have hygget med guitaren i timevis. Det var ellers også et herligt syn.
Alt i alt er min søn en utroligt priviligeret dreng, som er omgivet med så mange voksne der elsker ham, og vil ham det allerbedste. De kan allesammen noget forskelligt, og de medbringer altid det bedste af det bedste når de ser ham. Nogle kan tumle, andre kan spille musik eller bold eller nusse i sofaen. Nogle er gode til at lege eller bage boller og andre bliver uvurderlige når Jonte skal bruge nogle andre end sine dumme forældre at snakke med.
Siden du læser denne blog, er du nok en af dem jeg taler om, så hvad tror du at netop DU kan, som gør dig uvurderlig i forhold til vores Jonathan? Har du tænkt på det? For der er helt sikkert noget som KUN du kan!
Kærlig hilsen
Mrs. Solvang (Yes - blev ringet op i dag af en dame som lød som Dronning Elisabeth af England, som gerne ville tale med "Mrs. Solvang" - og jeg svarede i bedste "Fint skal det være"-stil "Yes - this is she!"
Et hyggebillede af 3 flotte fyre fra 2010 på nytårsaften (Høre mod venstre; Jonte, Sylvester og Marius):
søndag den 15. maj 2011
Ud over stepperne!
Her er lidt flere billeder fra de sidste uger. Vi har haft fornøjelsen af 4 kindtænder på samme tid, og naturligvis ville den lede møgsæk af en tandfe ikke lade min stakkels dreng være i fred om natten heller... Men nu lysner det, og Bassimutten både spiser, drikker og sover igen. Og så er der sket noget nyt. Han er nemlig begyndt på flere hidtil helt usete ting de sidste par dage. For det første har han fået alvorlig ballade i øjnene... Som om han for alvor har opdaget at man faktisk kan snyde de andre og få dem til at tro på noget, og så - haha! æv bæv!!! F.eks. er det helt store hit at tilbyde os noget af hans aftensmad (en bid fedtet, gennemtygget brød, en pastaskrue eller lignende), række den frem mod os - han strækker sig så langt at han faktisk står op i højstolen - og liiige når man åbner munden så trækker han den lynhurtigt tilbage og propper den i egen mund - kaster hovedet tilbage og skraldgriner over at han "fik os"! Mage til lurepasser!!! En anden ting er at han nu går... Altså ikke heeelt selv endnu, men med sin nyerhvervede gåvogn fra IKEA. Han traver simpelthen stuen tynd - frem og tilbage, frem og tilbage - med et triumferende smil. Det er mægtig sjovt for alle, men lidt mindre sjov for den som har "vende-tjansen" - det der med at få vendt vognen når man bumper ind i spisebordet /sofaen /opvaskemaskinen/katten har han så ikke lært endnu så vi skiftes til at vende, Niklas og jeg... Det må udefra se ud som om vi sidder og ser en tenniskamp i slowmotion midt i stuen, sådan som vi sidder og kigger fra højre til venstre til højre mens han fiser frem og tilbage... Selvom moren faktisk synes at han holder en pæn fart!
Og så er den elskede lille fyr for alvor begyndt at sludre. Det første rigtige ord kom i sidste uge og er ren vuggestue-survival; Han strakte sig lang og tynd ind over bordet efter ketchupflasken og råbte "MIIIIIIN!!! Minminminminmiiiin!!!" Jeg skal vidst til at spænde hjelmen og rykke frem med de røde faner herhjemme så min søn ikke vokser op og bliver kapitalistlakaj og grådig og usolidarisk (og tyk af ketchupmad)... Fremover hedder det VORES ket'er eller INGEN!!! I dag sagde han så "drikke" - med den fineste meeeget pædagogtydelige udtale som mor bruger når hun viser hvad det er... Og ellers er der klassikere som "gå-gå-gå" (lyder sommetider som "gok-gok-gok") og Neeiii!! Neineineinei!!!" (ja, det er altså svensk og betyder Nej, ik'os!) og DER!!! (som siger 10.000 gange til og fra vuggeren om alt lige fra spritter-hunden nede ved Paradisgade, de letpåklædte damer i Hunkemöllers udstillingsvindue, alle mennesker vi møder og sommetider peger han bare lige op i vejret... Jeg siger altid "ja, det er nemlig rigtigt, skat! Der!" fordi jeg ved jo ikke om han har ret...?
Nå, men her er nogle fine billeder af verdens smukkeste dreng. Der er nogle fra legepladsen, nogle med sæbebobler (både med Mor, Farmor og Mormor) og nogle med mad, fødselsdag og gåvognen... De er gode, og jeg har selv taget de fleste, nemlig!
Og så er den elskede lille fyr for alvor begyndt at sludre. Det første rigtige ord kom i sidste uge og er ren vuggestue-survival; Han strakte sig lang og tynd ind over bordet efter ketchupflasken og råbte "MIIIIIIN!!! Minminminminmiiiin!!!" Jeg skal vidst til at spænde hjelmen og rykke frem med de røde faner herhjemme så min søn ikke vokser op og bliver kapitalistlakaj og grådig og usolidarisk (og tyk af ketchupmad)... Fremover hedder det VORES ket'er eller INGEN!!! I dag sagde han så "drikke" - med den fineste meeeget pædagogtydelige udtale som mor bruger når hun viser hvad det er... Og ellers er der klassikere som "gå-gå-gå" (lyder sommetider som "gok-gok-gok") og Neeiii!! Neineineinei!!!" (ja, det er altså svensk og betyder Nej, ik'os!) og DER!!! (som siger 10.000 gange til og fra vuggeren om alt lige fra spritter-hunden nede ved Paradisgade, de letpåklædte damer i Hunkemöllers udstillingsvindue, alle mennesker vi møder og sommetider peger han bare lige op i vejret... Jeg siger altid "ja, det er nemlig rigtigt, skat! Der!" fordi jeg ved jo ikke om han har ret...?
Nå, men her er nogle fine billeder af verdens smukkeste dreng. Der er nogle fra legepladsen, nogle med sæbebobler (både med Mor, Farmor og Mormor) og nogle med mad, fødselsdag og gåvognen... De er gode, og jeg har selv taget de fleste, nemlig!
tirsdag den 3. maj 2011
1 år
og fuldstændigt vidunderlig. Da vi stadig svømmer i honeymoonstemning, bryllupsgaver og generel lykkerus må I vente med bryllupsbillederne og i stedet få et gensyn med billederne som i dag er nøjagtigt et år gammel:
Abonner på:
Opslag (Atom)