De første skridt

er nu taget. 1-2-3 lige over i armene på... Onkel Jeppe!!! Hvad?! Her har jeg lokket og tigget og coachet i et væk, for at få de første skridt til at gå i min retning - eller bare i Niklas' retning!!! Men Farmand var i Sverige og derfor ikke indenfor "gåafstand". Det var Jeppe til gengæld for første gang i nogle uger, og det blev belønnet med tre vaklende usikre skridt fra min favn og over i hans - det var en noget paf Onkel Jeppe der rejste sig op med ungen på armen og et forvirret smil smurt ud over ansigtet!!!

Jonte har i snart 2 uger kunne stå selv. Dvs. - han KAN, men det er sjældent at han rigtig gider. Når jeg prøver at stille ham på fødderne, så bøjer han knæene og lander med et blødt bump på sin ble-rumpe, hvorfra han lynhurtigt kommer om i kravlestilling og er over alle bjerge med at stort smil og et "wowowowowowow"!!!!! Men enkelte gange er det lykkedes os at fange ham på det rigtige tidspunkt, og han har stået - helt selv - i op til 5 sekunder ad gangen. Med et ansigtsudtryk der er helt fordrejet - det ligner at han står og tænker "det her er for underligt - det kan da ikke være meningen?!".

Jeg har hverken billed- eller videodokumentation af fænomenet, eftersom linselusen ikke har følt for at præstere foran kameraet med netop den kunst. Men jeg er overbevist om at det ikke varer længe før det der med at gå selv er "piece of cake" og ikke noget at gøre ståhej for længere, og SÅ skal I få billeder!!!

Jeg har desværre heller ikke noget billede af Onkel Jeppe og Jonte der side om side, med lige halvåben mund, sad i sofaen og så Emil fra Lønneberg den aften, efter at have hygget med guitaren i timevis. Det var ellers også et herligt syn.

Alt i alt er min søn en utroligt priviligeret dreng, som er omgivet med så mange voksne der elsker ham, og vil ham det allerbedste. De kan allesammen noget forskelligt, og de medbringer altid det bedste af det bedste når de ser ham. Nogle kan tumle, andre kan spille musik eller bold eller nusse i sofaen. Nogle er gode til at lege eller bage boller og andre bliver uvurderlige når Jonte skal bruge nogle andre end sine dumme forældre at snakke med.

Siden du læser denne blog, er du nok en af dem jeg taler om, så hvad tror du at netop DU kan, som gør dig uvurderlig i forhold til vores Jonathan? Har du tænkt på det? For der er helt sikkert noget som KUN du kan!

Kærlig hilsen
Mrs. Solvang (Yes - blev ringet op i dag af en dame som lød som Dronning Elisabeth af England, som gerne ville tale med "Mrs. Solvang" - og jeg svarede i bedste "Fint skal det være"-stil "Yes - this is she!"



Et hyggebillede af 3 flotte fyre fra 2010 på nytårsaften (Høre mod venstre; Jonte, Sylvester og Marius):