Kære Julemand.

Jeg skriver til dig for at sige tusind tak for gaverne du har givet os i år. Især vores vidunderlige søn. Han var lige hvad vi ønskede os - helt perfekt!

Dog vil jeg gerne komme med en lille kommentar til de gaver han indtil videre har modtaget, her i ugerne op mod jul - for Julemand - hvad filan har du tænkt på?
Jonathan har på intet tidspunkt ytret ønsket om en flad trykkurve på det ene øre, med dertilhørende forfærdelige smerter, det kunne holde ham vågen hele nætter. Ej heller har han ønsket sig at få begge sine fortænder næsten samtidigt, med betændelse i tandkødet ved frembruddet. Han var faktisk enormt ked af det - specielt fordi de kom frem, tænderne, samtidigt med den voldsomme forkølelse og hoste som vi også modtog...  Det er slet ikke for at klage - men for to nybagte forældre som sidder lidt hårdt i det her op mod jul, så ville vi sådan set nok hellere bare have haft pengene og så havde vi kunnet købe noget til ham som han VIRKELIG ønskede sig - det kan du jo tænke over til næste år...

Men ellers håber vi du kigger forbi juleaften, med eller uden nye gaver.
Her får du lige et par snapshots fra vores tur til Sverige og fra i aften hvor vi pyntede juletræet.

Kh

Monica og Niklas og Jonte

Julestatus

Hej piger, damer, mænd og unger.
I dag er dagen for en vaskeægte verdenspremiere! En rigtig dejlig en af slagsen! I dag er dagen hvor min søn sov fra 21 til 7.30 UDEN MELLEMLANDINGER!!!

"HVORDAN???" kan jeg høre at I tænker i kor - og svaret er et mirakelprodukt som blev anbefalet af en tvillingemor jeg kender, som også har nattero med de små pomfritter i disse søde juledage. VÆLLING!!! Produktet der redder din nat! Min SP er fuld af løgn når hun siger at effekten ikke er bevist for min søn er gået fra de sidste 3 måneder at sove fra 20 til 6 med 2-3 fodringer undervejs, til første nat på trylledrikken at sove 20 - 7.30 med 1 fodring og dagen efter 21-7.30 nonstop.  Og mor er lykkelig! (Niklas er også glad for han plejer jo alligevel at sove om natten og så stå op kl 6-7 med den lille, så for ham er det 1-1,5 times forskel).

Vi er jo i Sverige hos svigermekanikken og fejre en tidlig jul med dem, og så siger det sig selv at Farmor er ved at trippe sig ned gennem gulvplankerne for at få fingrene i Bassimutten, og dermed give Mamma og Pappa lidt velfortjent afslapningstid.
Ergo: Nu har jeg for en gangs skyld tid til at kaste mig ud i et lidt større skriveprojekt herinde, og for filan hvor skal jeg bare gribe den mulighed til at få fyret nogle af mine rodede tanker ned på skrift og ud på det store vide web!

Jeg blev grebet af en pludselig lyst til at gøre lidt status over (halv)året som gik. Det er sgu nok årstiden, skal I se - december er jo en særlig tid og tilbageblik på hvad man har gjort og ikke gjort som man skulle have gjort eller burde have gjort eller kunne have gjort men altså ikke gjorde.

Jonte blev 7 måneder i forgårs, jamen er det ikke fuldstændigt vanvittigt så hurtigt det går? Hvad kan man stille op andet end at undres og gyse over tiden og hvor gavmild den er når det handler om ventetid på bussen eller (som i onsdags) flyet mod København, koliktider og de sidste dage op til en fødsel. Og hvor nærig den er når det gælder stille hyggestunder i total familieidyl, søvn om morgenen (og på alle andre tidspunkter) lykkelige efterårsdage i frisk blæst, med barnvogn og røde næser, og alt alt det andet som gør familielivet værd at leve. Mads Mikkelsen siger at "de går hurtigt, alle dagene. Så pas på dem" og jeg er tilbøjelig til at give ham ret og pakke unge og svensker sammen og smutte ned der hvor Mads passer på dagene sammen med sin lånefamilie...

I dag starter dagen jo perfekt. Ikke nok med at jeg vågnede udhvilet til lyden af en småsnorkende mand og en gryntende lille basse i weekendsengen ved siden af os i svigernes soveværelse. Jeg fik også formiddagstimerne for mig selv, med alt hvad jeg kalder luksus: The og morgenmad på sengen, computer, svensk morgenTV og TID!!!! Tid til refleksion. Og straks tyr jeg til computeren.  Så hvad er mere fremmende for projekt retrospektiv morgen end at gå tilbage og se på hvad jeg egentlig har skrevet og sagt siden min elskede lille dreng smuttede ud i armene på en jordmoder d.3.maj i år.


Den første tanke jeg faldt over er nu rodfæstet i 2009, for efter 3 ugers aktiv prøven var der allerede 2 streger på en test... Jeg husker tydeligt vores fælles "fuck....fuck-fuck"-dans på stuegulvet... Den dag glemmer man jo aldrig...

Den næste tanke jeg kom frem til var om min nedskrevne fødselsberetning, skrevet fra en hospitalsseng efter 2 operationer og 4l blod, men vigtigst: Ovenpå en fantastisk hjemmefødsel.  Ved gennemlæsning ser jeg at den i den gad var præg af et forsøg på at bringe en smule orden i kaos, dog den succes. F.eks. går jeg på 2 linjer fra 2-3 cm til presseveerne og springer alt det der skete de 7 timer imellem over.  Den fødsel er til dags dato min stolteste præstation, jeg har set videoen 10 gange og kunne sagtens se den igen. Det er mig stadig dybt fascinerende at lille jeg var i stand til at arbejde og kæmpe så hårdt og så fattet, og stadig kunne stå bagefter.

Så kommer jeg frem til min reaktion ovenpå det hele, fødslen, at blive forælder og dernæst en tur på hospitalet. Om alle de følelser der kom væltende ovenpå efterspillet på hospitalet, der ikke var lyserøde og euforiske alle sammen. Om natteangsten der kom snigende hver aften når Niklas skulle i seng, mens jeg var overladt til mørket med en totalt utilregnelig lille klump, som rev mit hjerte itu når han græd og smeltede min forstand når han ikke ville holde op. Den kæmpe iskolde frygt for at al ked-af-det-heden skulle overvælde mig, der i mørket, og måske ikke gå væk igen når det blev lyst. Og ikke mindst den totalt overvældende lykkefølelse over at der faktisk kom ET BARN ud af den mavebobbel jeg havde rendt rundt med i hvad der føltes som evigheder... Og usikkerheden om hvorvidt jeg nu kunne passe godt nok på det lille mirakel... Om jeg nu var god nok til at være nogens mor.

Men ved støtten fra min egen mor og svigermor og Niklas og vores fantastiske venner der nærmest er familie og ved hjælp af en ubeskrivelig tålmodighed som jeg har måttet fremelske i mig selv (stik mod min natur)  og Svenskefanden, kan jeg nu se tilbage på den ramte mur og se at muren tog mere skade end jeg gjorde. Jeg lærte, blev stærkere, og da kolikken fejede ind over Klostergade vidste jeg hvor jeg kunne fine trøst indtil den blæste væk igen.

Herefter kom bekymringerne omkring hvilke konsekvenser kolikken mon ville få for vores elskede guld. En af dem blev at fordi Bassimutten havde haft mange timer dagligt hvor han græd utrøsteligt, så havde han naturligvis ikke ligget på maven så meget som de andre børn og var derfor sakket bagud rent motorisk. Han kunne f.eks. ikke rejse sig længere op end på albuerne før han var 5,5 måned, og selv der var han ikke meget for det - på det tidspunkt trillede de andre børn begge veje, hvilket ikke var i syne for os.

Med "de andre børn" mener jeg de 3-4 utroligt fremmelige englebørn som befolker vores mødregruppe og som tålmodigt fandt sig i at vi uge efter uge kom blæsende ind, som regel en time for sent, og afbrød den nærmest zen-agtige ammesituation de havde installeret sig i. Så forløb det sådan at jeg kampsvedte og spiste boller med nescaffe i en rasende fart mens Jonathan skreg sådan ca. 75% af tiden, hvorefter jeg så med et skævt, krummebefængt, undskyldende smil trak mig tilbage med skrigeballonen og flovt luskede hjem til hulen igen så de andre kunne få ro.

Så var der en rigtig tarvelig ting som jeg også må fortælle, hvis det skal være helt ærligt... Ååårh, den er svær... For jeg synes jo at det er SÅ forkert at jeg har tænkt sådan - men de GJORDE jeg altså...
Der var en periode på en måneds tid hvor jeg pludselig fik den her snigende fornemmelse af at... At mit barn måske var grimt...  At folk måske bare sagde at han var lækker fordi at "det skal man jo"...  I dag fatter jeg simpelthen ikke hvorfor det optog mig så meget, men det har nok hængt sammen med at jeg lidt følte at vi havde tabt, Jonte og jeg, på så mange områder, og vi havde brug for et WIN!
Vi var ikke dem der sov igennem, dem der var fremme i skoene motorisk, min søn smiler ikke til alle og enhver og han er ikke "aaaaltid glad" som mødre tit fortæller mig at deres unger er. Nem er han ihvertfald slet ikke hvis man ser på temperament, og han bliver ret forskrækket når andre børn hviner eller larmer. Vi havde brug for en ting som VI bare kunne og var gode til. Og pludselig fyldte det alt for meget om han nu også var både sur, sløv OG grim!  Kæft hvor jeg klukker i skægget lige nu - hvad fanden tænkte jeg dog på? Et par veltilrettelagt spark i rumpen af hhv. min mor og et par inviede venner rev mig ud af min hjerneblødning så jeg kunne se at 1.Det er RYSTENDE ligegyldigt om ens barn er "den bedste" til noget og 2. Min søn er FULDSTÆNDIG  BEDÅRENDE!!!

Og så kom det ligeså stille af sig selv, alt sammen. Pludselig sad han selv - som den første i MG'en og jeg var og er så stolt. Han snakker nu en hel masse -”Dadadadad dadadada!!!”, spiller på tromme med stor entusiasme når han sidder foran fjernsynet, smilede nonstop til alle på turen herop til Sverige OG i nat sov han så igennem for første gang!  Vi er i gang med at tale med tegn (babytegnsprog - så man kan tale med sin baby inden de bliver fysisk i stand til at tale med ord) og så får vi se om  nogle måneder om han fanger den - hvis ikke så var det sjovt så længe.


Jeg har personligt fundet mig til rette i moderskuffen og skabet skal overhovedet ikke stå i perfectoworld! Vi skal bare være glade og raske og tossede hjemme hos os! Caffe latten må drikkes to-go, faste aftaler er til for at blive aflyst efter en søvnløs nat, gode råd er dyre men smarte kommentarer hænger på træerne, rødvinen er både til trøst og tørst og brosten er også til barnevogne. Når alt koger over er der Mormor og Onkel Anders og tante Kate og Gullimulli og ellers er der altid forståelse og virtuelle kram at hente fra Sverige!

Halleluja for de mange mødre der er præcis ligeså rodede, sjuskede, beslutsomme, fleksible, bekymrede, forgøglede, hovsa-agtige, stræbende og lykkelige som mig!
Tusind tak for endnu et fantastisk år - det hidtil bedste i vores liv!!!
Og glædelig jul!

Tigerspring og trilletur

Så er det tid igen... Bassimutten nærmer sig endnu et af de frygtelige tigerspring. Denne gang det der kulminerer over hovederne på os i hans 26.uge. Og vi kan mærke optrækket allerede selvom vi kun er gået ind i 25.uge nu - åhh ja - DET kan vi!!! Og som de grønne forældre vi er, tosser vi direkte ind i fælderne en efter en som om vi fik penge for det...

Det gik vel egentlig allerede galt da vi sidste weekend da vi besluttede os for at nu skulle det være slut med TV-dinners. Vi har altid spist foran fjerneren, og før du tager dig til hovedet og sukker dybt over denne uskik, så forestil dig lige:

1. hvor svært det er at sidde ret til bords med 20 kilo vom foran dig - ikke superlet at få suppen balanceret hen over dunken uden at spilde, så det meste af 3.trimester rendte jeg rundt med min morgenmad og frokost og lidt rester fra kanten af diverse håndvaske smukt smurt ud over min trøje midt på maven... Lige der hvor man kun kan se det i et spejl som sidder lavt nok. Så er det noget nemmere at læne sig tilbage i soffen med en tallerken på toppen af babyhulen!

 2. Forestil dig at du først spiser kl. 22 fordi din lille guldklump har skreget sig hæs siden 17 og du har travet op og ned ad 10 m2 med ham i armene og sammenbidt nynnet højskolesangbogen fra start til slut... Der skal TV til!!!Og dem der siger andet lyver!

Men altså - inden jeg igen kommer ud af en tangent: Nu er det slut med det! Nu skal vi til at være rigtig kernefamilieagtige og spise ved spisebordet med bordskånere og hele lortet! Sagde Pappa! Og Mamma var da næsten enig...

Problemet er jo så højstolen - eller rettere det den fører med sig. For når en lille spirrevip kommer op i nå-højde ved et bord fuld af ting man ikke må røre ved, og så oven i købet lige før et tigerspring, så beder man sgu selv om balladen! HELE Jontes lille krop viser med al tydelighed at han VIL HA'! Han strækker sig og rækker og kigger bedende og (jeg sværger - tiltider truende!) på os og udstøder lyde a la "hvis ikke I giver mig glasset/sovsekanden/forskærerkniven så løber jeg hjemmefra eller drukner lige på stedet i mine egne tårer!" Vi forsøger at aflede, lokke, trøste osv. - men det har for hver dag som er gået ringere og ringere effekt. Men når Mamma og Pappa skal have jordskoksuppe eller gammeldags oksesteg så er kartoffelmos med squash eller majsgrød fand'me en sølle trøst...

Det næste er så det med at trille, for det skal man altså kunne. Trille fra mave til ryg og omvendt. Og igen er nittemor kommet til kort, for min søn kan ikke. Han vil gerne, tror jeg, men han kan ikke. Han giiider ikke det der pjat med at ligge på maven og skubbe sig op i armene. De der møgtrælse idrætslærere fra 90'ernes folkeskole rev altid af sig at "mennesket er skabt til at ligge og gå - ikke til at sidde og stå. Det var løgn og i øvrigt røvirriterende dengang, og det er det stadig. Min søn er skabt til at sidde og stå. Resten har ikke interesse! Han kan stå op gennem en hel TV-avis uden at vakle, og han kan sidde så flot og rank og holde hovedet bedre end nogen anden unge på sin alder - men ikke nikke nej om han gider ligge på maven og øve sig og blive kravleklar! Glem det, Mamma! Og ikke al tiggen-lokken-truen i verden kan lave om på det... Hrrmpf!
Men så i går skete det alligevel. Jeg fik ham lagt på maven og hans arme var stive længe nok til at han akkurat trimlede om på siden og selvom jeg modstod fristelsen til lige at puste ham på maven så ramlede han helt om på ryggen af sig selv. Jeg vælger at tro at hans stivnede og chokerede ansigtsudtryk dækkede over en følelse af triumf! Jeg råbte på Niklas og 2 sekunder efter gentog vi tricket - til stor jubel! For når man har gjort det TO gange i træk så er det ikke længere en tilfældighed - det siger loven!

 Så hvis nogen spørger mig om min søn triller her midt i springet, så siger jeg ja!

En dejlig formiddag

Vand vand vand

Jonathan elsker vand! Vi går til babysvømning hver lørdag og han får et bad hver aften, enten med Mamma eller Pappa under bruseren, eller i sit lille grønne badekar som han nu er blevet alt for stor til. I starten kunne der være 4 Jonathan'er i det fine flexibad - nu kan han næsten sætte af med fødderne på karrets kant og bruge badestolen som rampe så han skyder bagover og ud af karret, så det er bare med at holde fast i ham.  Her kommer et lille potpourri af snapshots fra fødslen og frem, alle med temaet vand :)

Skeletterne ud af skabet

Det har skullet gøres længere tid end jeg rigtig vil være ved. Og jeg ved godt at jeg har udskudt det, fordi jeg slet ikke havde lyst til at blive konfronteret med hvad der gemte sig i mit skab. Det har bare stået der i stuen, og ingen har talt om det - skabet - eller snarere det der var inden i skabet. Mit skab. Og i dag tog jeg mig så sammen, efter at have kredset om emnet som missen om grøden den sidste uges tid i stort set alle samtaler jeg har haft med nære og kære.
Sagen er den at jeg bare ikke er den pige jeg var en gang. Jeg er så meget mere. Nærmere betegnet 2 størrelser mere. Men mit gamle jeg lå stadig inde i det store dumme skab og rodede rundt, og hver gang jeg skulle bruge noget så væltede mit gamle jeg ud i hovedet på mig og gjorde mig ked af det.
Og fordi jeg bare har skyndt mig at smække lågerne i igen hver gang det sådan kom væltende, så lignede det efterhånden at skabet havde kaskadebrækket størrelse 34 ud over hele stuen, og til sidst så bliver man nødt til at indse det: Jeg kommer aldrig i størrelse 34 igen Aldrig. Og det er jeg mere ked af end jeg vil være ved overfor mine veninder i størrelse 42 der kæmper en brav kamp mod kiloene og aldrig klager. Så skal man nemlig holde sin kæft om sit skab og de skeletter der ligger derinde og ud over gulvet og på stolene og hen over spisebordet, og se at få ryddet op. Og det har jeg så gjort i dag.
Min mor kom kl 12 og jeg havde fået lov at sove - mest fordi jeg har sådan en sød kæreste der egentlig ikke gad høre mere brok og heller ikke gad se på skeletterne på spisebordet, og derfor tog sønikke i slyngen og tog i Bilka. Så kom Mor. Mor har ingen skeletter i skabet for hun render rundt med dem på til hverdag, og er derfor slet ikke bange for dem mere. Hun tvang en latte i apatiske mig, der sad sammenkrøbet i sofaen og skubbede mig så blidt men bestemt i retning mod skabet. Og mens jeg langsomt sorterede i skeletter der skulle ud, skeletter min søster kan passe efter at være sprunget fra en 40 til en 34 (!!!), og skeletter der kan sælges på kirkegården (aka Trendsales), så stod hun tappert ved min side og lyttede og forstod og lagde skeletter sammen.
Til sidst var der en meget sørgelig lille rest tilbage i skabet, primært tøj købt til de første måneder af min graviditet. Tomt var der i skabet, næsten. 2 store sække var fyldt med de små klude jeg engang skruede mig i uden at vide hvor fantastisk lillebitte jeg var... Tårer trillede af flere omgange, både af udmattelse over forsøg på at tigge, lokke, true og tvinge mine elskede jeans op over lårene og ar ren og skær sorg over et helt liv der nu skulle tages afsked med. Den pige der rendte rundt i t-shirts fra H&M's drengeafdeling, små frække undertøjssæt der er lavet til anoretiske svømmepiger og asiater, og jeg kunne blive ved... Nu er jeg Jonathans mor og har antaget en passende morstørrelse - fred være med det. Men selvom jeg kan føde mit barn i smerte uden at kny, udholde kolik og tigerspring og søvnløse nætter kan jeg stadig ikke smide en Edith & Ella-kjole ud, uden at det svider og brænder i øjnene og jeg har brug for min mor.
Da Farmand og Bassimutten efter 2 timer trådte ind ad døren var det med 2 dyre flasker med trylledrik og løftet om en hyggelig kæresteaften som kompensation for min afsked. Og så flammer kærligheden op, og kræmerer de sidste skeletter. Der er ingen tvivl om at jeg har vundet på denne byttehandel. Nu står mit skab derinde og venter på at blive fyldt igen med nye friske størrelser - det er som om hun er svanger, og om 9 måneder er hun bristefærdig med en masse nyt som jeg kan tage ud og glæde mig over.

En kaffelattemamma falder til patten

Så skete der det for os, som vi havde svoret aldrig ville ske! Gennem de 3 år vi har været sammen har vi med højbelagt arrogance rystet på hovedet og smilet lidt hånligt når folk omkring os begyndte at snakke om at forlade Århus C til fordel for parcelvillaer med plæne omkring rundt omkring i oplandet... "De kommer sgu da til at kede sig ihjel med deres fliser der skal lægges og kælderen der bare liiige skal fixes op, jordbærbede med flov høst, vejfester og grundejerforeninger og fanden og hans udlånte plæneklipper - lige indtil den dag markedet tager et ordentligt dyk og de alligevel må flytte eller gældsætte sig endnu mere håbløst for at blive i forstadshelvedet" tænkte vi og priste os lykkelige for vores snuhed og indsigt! Under graviditeten snakkede vi hele tiden om hvor fantastisk det skulle blive at bo i latinerkvarteret på 1.sal med festugen, livet og mulighederne lige uden for døren. De første hårde måneder blev forsødet en smule af de besøg man fik af folk der lige smuttede forbi, af et glas rødvin sent om aftenen på trappestenen med cafelivet summende omkring mig og musikken fra Drudenfuss overfor. Den franske restaurantejer som sidder udenfor restauranten overfor blev en allieret og bød på et ekstra glas i bytte for en sludder om livet som nybagt forælder mens han præsenterede mig for den lokale kunstnertosse der claimer gaden på sin ryttercykel 10-12 gange om dagen. Indenfor en 100 meters radius findes de fedste små eksklusive skattekister, herunder en Box Deluxe med alverdens farvestrålende designerdrømme, en økologisk bager som bager brødet midt i butikken, Ganefryd - den utroligt hippieagtige økokøbmand, Føtex, Fakta, Magasin, Klostertorv med solbeskinnet cafemiljø,  hele min mødregruppe, Druden hvor man kan få en lækker morgenmad for 35 kroner og en nyåbnet Marc Jacobs. Hvem fanden vil opgive dette paradis for noget i verden?
Det vil vi jo så - tydeligvis...
Vi har de sidste par måneder kigget på en hel masse huse på nettet. I starten måtte det ske bag lukkede døre i kontoret - UDEN mig! Jeg ville overhovedet ikke høre tale om at flytte! Det er ikke mere end 2 måneder siden jeg satte i mit første rigtigt hysterisk vræl siden graviditeten og dramatisk proklamerede at jeg ikke engang ville høre TALE om at flytte - og hikstede med tårene ned ad kinderne at "jeg har født vores søn LIGE DER (dramatisk pegende gestus mod stuegulvet) og der er stadig en BLODPLET i træet - den KAN jeg ikke flytte fra - JEG VIL IKKE!!!!"
Men så fandt Svenskefanden drømmehuset. Perfekt, smukt, med gamle æbletræer i haven og fritlagte bjælker... Alt var perfekt - bortset fra at huset lå i fucking Virring!!! AAAARGHHH!!!!! VIRRING!!! En spytklat fra min barndomsby - men immervæk der hvor alle "bønderne" kom fra i 8.klasse... Jeg gik så langt som til at indvilge i at tage med - og blev selvfølgelig forelsket i det lækre hus med masser (!!!) af plads og baljevis af idyl som man kunne drukne langsomt i. Det blev for meget og vi droppede huset - men ideen havde slået rod, som fandens mælkebøtte og spredte sig med lynets hast til alle afkroge af vores ellers så forherligede liv i midtbyen. Pludselig kunne jeg KUN tænke på et børneværelse og dermed generobring af soveværelset til hyggesnak i sengen, film med dynen oppe om snuden og (gisp) sex med lyd på!!! Æbletræer i blomst, klatreklematiser og bonderoser og kakkelovn flimrede for mit blik og pludselig havde Home og Nybolig en ny junkie...
Der gik lige akkurat en uge før vi fandt drømmehus nummer to. Det viste sig så bare overhovedet ikke at være et drømmehus! Fårk, hvor var det klamt. Det var det hus jeg gik i dagpleje i efter skole i 3.klasse, og der er stensikkert ikke blevet luftet ud siden, hvilket er pænt problematisk når huset er så pishamrendes fugtskadet... Efter 10 minutters vanvid hvor vi ævlede om totalrenovering og skambud kom vi til fornuft og droppede alt om at bo midt i min barndomsby, som pludselig var blevet STEDET for os (kun 13 minutter med toget til Århus, familie og venner i byen, masser af kulturliv, gode skoler, børnevenlig by, festival osv. osv. - kææft hvor vi rationaliserede!!!).
Drømmehus nummer 3 dukkede op for lidt over 2 uger siden. Perfekt timing, for i mellemtiden var der sket noget forfærdeligt. Vi havde fået ubudne gæster. En sværm af bananfluer, så stor som Roskildefestivalens samlede deltagerantal, havde fundet vej til vores køkken og fandme om det ville skrubbe af igen - med eller uden Gevalia! Jagten på et hus intensiveredes af den pludseligt opståede køkkenkrise, og det nye drømmehus var...  Igen - perfekt!!! Totalrenoveret murstenshus på fedelig villavej tæt på stationen men lidt udenfor byens centrum. Højbede i haven, 2 terasser og en vinterstue, gamle frugttræer, værelser nok, fantastisk køkken-alrum, kakkeloven indbygget i stuevæggen - you name it!!! Og vi var solgte - igen. Papirer blev mailet til banken som synes det var en super ide, familien kunne slet ikke få armene ned over at den fortabte datter endelig vendte hjem og udsigten til familieidyl for fuld skrue spandt sit spind om os...
Og så - WAM!!!! "Nej" sagde kreditforeningen til den lille familie. "I ejer en lejlighed i Stockholm og derfor: Nej!". "Jamen" sagde den lille familie "vi tjener jo 3000kr på den lejlighed om måneden - det er jo en indtægt?!". "Ligemeget" svarede kreditforeningen "I vores system står den som en usikkerhed - I kan ikke låne en krone før den er solgt".
Så der lander så denne lange smøre. Kaffelattemammaen bliver hvor hun er, selvom kaffen er begyndt at smage mig en anelse bittert... Til gengæld er jeg jo ikke en der bøjer mig uden kamp - så jagtens sættes ind på alternative finansieringsmuligheder så den pludseligt så uendeligt tillokkende livsstil i barndommens provinsby kan opnås! Den unge skal med vold og magt på græs!!!
Wish me luck - og ryst lidt på hovedet af mig på vegne af mit 3 måneder yngre jeg

Bedre sent end aldrig

D.21. august holdt vi navngivningsfest for Jonathan på Cafe Slabberas i Århus. Vi havde indbudt familie og venner og vi blev over 30 mennesker til boller med ost, kaffe og kage.
Vi forventede ingen gaver, men vi fik simpelthen samlet det vildest gavebord sammen!
Ud over penge og diverse sølvtøj fik vi:

Bøger - Mio min Mio, Kalle Kålorm, Min mormors gebis, en stor Den lille Prins som pop-up - (helt fantastisk!), 2 x Svensk sangbog med tilhørende CD og hele Peter Plyds samlede fortællinger.
En kanin-lampe med vågelys
En rigtig børnetromme med Remo-skind
Et Piet Hein-fødselsdagsflag med dansk flag på den ene side og svensk på den anden og indgraveret navn og fødselsdato
En healingtromme, hvorpå Jonathans personlige totems skal påmales.
Små adidasstøvler med plysfodbold til
Gavekort til Kiddo (fed børnetøjsbutik)
og endnu mere.
Vi startede den hjemmestrikkede ceremoni med at synge Noget om Helte af Halfdan Rasmussen. Herefter holdt Ateistfar Tobias fra Sverige en varm og meget personlig tale, som rørte os dybt. Så blev det Ateistmor Lines tur, og hun holdt en fantastisk smuk tale om kærlighed, moral og forpligtelse overfor andre mennesker som ligger i os selv og ikke i en religion (endda improviseret, da hun og min søs fandt ud af på dagen at de havde fundet på det samme).
Som den sidste af fadderne spillede og sang fadder Jeppe "Når jeg ser et rødt flag smælde" med sin guitar -til stor jubel for den røde flok - det lover godt for Jontes politiske opdragelse. Til sidst læste min dejlige søs et stykke op fra Den Lille Prins (det stykke med ræven) og drog en virkelig rørende parallel til vores lille familie. Så smukt!!! Jonte sov sødt i sin lift under hele balladen.

Herefter kom vores eget bud så - vi spillede så nummeret Forever Young med Bob Dylan for gæsterne (fra min iPod).Lige da sangen startede strakte den lille prins på sig, og kom så op og sad på min arm ligeså stille mens musikken spillede - som havde vi timet det. 

Teksten lyder således:
May God bless and keep you always
May your wishes all come true
May you always do for others
And let others do for you
May you build a ladder to the stars
And climb on every rung
May you stay forever young
May you stay forever young.

May you grow up to be righteous
May you grow up to be true
May you always know the truth
And see the lights surrounding you
May you always be courageous
Stand upright and be strong
May you stay forever young
May you stay forever young.

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young
May you stay forever young.

Så tudede Bedstefar og flere andre - især mor her!
Vi hyggede nogle timer derefter og gik derefter hjem trætte og mætte og virkelig overvældede af al den kærlighed vi mødte fra alle folk. Det var så fedt at alle var med på at gøre det på vores egen måde, med ord der kom fra hjertet og ikke fra biblen.
Her er et par snapshots

Hvad Jonte har lært i denne uge

At lave mindst 10 nye lyde - inklusiv et højt (!!!) jubelskrig og små gurglende grinelyde
At rulle om på siden uden hjælp
At sutte på tommelfinger
fundet sine tæer og kan holde fast i dem
At sutte på tommelfinger og holde i tæerne samtidigt
At mor har nakkehår men kan rykke i  (avv)
At hvis man ikke smiler til kameraet holder mor og far hurtigere op med at tage billeder
At det er nemmere at spise fra en flaske end et bryst
At blæse spytbobler og at det er sjovt når de springer - men ikke så sjovt at blive tørret om munden hvert andet øjeblik.
At Farmor kan sige som en pruhest og det er sjovt - RIGTIG sjovt!

Det er sommer og familien skal i skoven...

Sommer og sol! Vi har været på skovtur flere gange og nydt naturen og alle de skøre mennesker der finder på tossede ting i den. Det er nu fantastisk at kunne tage Bassimutten med på eventyr i det grønne.

Lige nu har vi besøg af Jonathans deeejlige farmor. Hun kom også lige med på skovtur, og den allerbedste af slagsen - nemlig den som er fyldt med fest og musik.