En kaffelattemamma falder til patten

Så skete der det for os, som vi havde svoret aldrig ville ske! Gennem de 3 år vi har været sammen har vi med højbelagt arrogance rystet på hovedet og smilet lidt hånligt når folk omkring os begyndte at snakke om at forlade Århus C til fordel for parcelvillaer med plæne omkring rundt omkring i oplandet... "De kommer sgu da til at kede sig ihjel med deres fliser der skal lægges og kælderen der bare liiige skal fixes op, jordbærbede med flov høst, vejfester og grundejerforeninger og fanden og hans udlånte plæneklipper - lige indtil den dag markedet tager et ordentligt dyk og de alligevel må flytte eller gældsætte sig endnu mere håbløst for at blive i forstadshelvedet" tænkte vi og priste os lykkelige for vores snuhed og indsigt! Under graviditeten snakkede vi hele tiden om hvor fantastisk det skulle blive at bo i latinerkvarteret på 1.sal med festugen, livet og mulighederne lige uden for døren. De første hårde måneder blev forsødet en smule af de besøg man fik af folk der lige smuttede forbi, af et glas rødvin sent om aftenen på trappestenen med cafelivet summende omkring mig og musikken fra Drudenfuss overfor. Den franske restaurantejer som sidder udenfor restauranten overfor blev en allieret og bød på et ekstra glas i bytte for en sludder om livet som nybagt forælder mens han præsenterede mig for den lokale kunstnertosse der claimer gaden på sin ryttercykel 10-12 gange om dagen. Indenfor en 100 meters radius findes de fedste små eksklusive skattekister, herunder en Box Deluxe med alverdens farvestrålende designerdrømme, en økologisk bager som bager brødet midt i butikken, Ganefryd - den utroligt hippieagtige økokøbmand, Føtex, Fakta, Magasin, Klostertorv med solbeskinnet cafemiljø,  hele min mødregruppe, Druden hvor man kan få en lækker morgenmad for 35 kroner og en nyåbnet Marc Jacobs. Hvem fanden vil opgive dette paradis for noget i verden?
Det vil vi jo så - tydeligvis...
Vi har de sidste par måneder kigget på en hel masse huse på nettet. I starten måtte det ske bag lukkede døre i kontoret - UDEN mig! Jeg ville overhovedet ikke høre tale om at flytte! Det er ikke mere end 2 måneder siden jeg satte i mit første rigtigt hysterisk vræl siden graviditeten og dramatisk proklamerede at jeg ikke engang ville høre TALE om at flytte - og hikstede med tårene ned ad kinderne at "jeg har født vores søn LIGE DER (dramatisk pegende gestus mod stuegulvet) og der er stadig en BLODPLET i træet - den KAN jeg ikke flytte fra - JEG VIL IKKE!!!!"
Men så fandt Svenskefanden drømmehuset. Perfekt, smukt, med gamle æbletræer i haven og fritlagte bjælker... Alt var perfekt - bortset fra at huset lå i fucking Virring!!! AAAARGHHH!!!!! VIRRING!!! En spytklat fra min barndomsby - men immervæk der hvor alle "bønderne" kom fra i 8.klasse... Jeg gik så langt som til at indvilge i at tage med - og blev selvfølgelig forelsket i det lækre hus med masser (!!!) af plads og baljevis af idyl som man kunne drukne langsomt i. Det blev for meget og vi droppede huset - men ideen havde slået rod, som fandens mælkebøtte og spredte sig med lynets hast til alle afkroge af vores ellers så forherligede liv i midtbyen. Pludselig kunne jeg KUN tænke på et børneværelse og dermed generobring af soveværelset til hyggesnak i sengen, film med dynen oppe om snuden og (gisp) sex med lyd på!!! Æbletræer i blomst, klatreklematiser og bonderoser og kakkelovn flimrede for mit blik og pludselig havde Home og Nybolig en ny junkie...
Der gik lige akkurat en uge før vi fandt drømmehus nummer to. Det viste sig så bare overhovedet ikke at være et drømmehus! Fårk, hvor var det klamt. Det var det hus jeg gik i dagpleje i efter skole i 3.klasse, og der er stensikkert ikke blevet luftet ud siden, hvilket er pænt problematisk når huset er så pishamrendes fugtskadet... Efter 10 minutters vanvid hvor vi ævlede om totalrenovering og skambud kom vi til fornuft og droppede alt om at bo midt i min barndomsby, som pludselig var blevet STEDET for os (kun 13 minutter med toget til Århus, familie og venner i byen, masser af kulturliv, gode skoler, børnevenlig by, festival osv. osv. - kææft hvor vi rationaliserede!!!).
Drømmehus nummer 3 dukkede op for lidt over 2 uger siden. Perfekt timing, for i mellemtiden var der sket noget forfærdeligt. Vi havde fået ubudne gæster. En sværm af bananfluer, så stor som Roskildefestivalens samlede deltagerantal, havde fundet vej til vores køkken og fandme om det ville skrubbe af igen - med eller uden Gevalia! Jagten på et hus intensiveredes af den pludseligt opståede køkkenkrise, og det nye drømmehus var...  Igen - perfekt!!! Totalrenoveret murstenshus på fedelig villavej tæt på stationen men lidt udenfor byens centrum. Højbede i haven, 2 terasser og en vinterstue, gamle frugttræer, værelser nok, fantastisk køkken-alrum, kakkeloven indbygget i stuevæggen - you name it!!! Og vi var solgte - igen. Papirer blev mailet til banken som synes det var en super ide, familien kunne slet ikke få armene ned over at den fortabte datter endelig vendte hjem og udsigten til familieidyl for fuld skrue spandt sit spind om os...
Og så - WAM!!!! "Nej" sagde kreditforeningen til den lille familie. "I ejer en lejlighed i Stockholm og derfor: Nej!". "Jamen" sagde den lille familie "vi tjener jo 3000kr på den lejlighed om måneden - det er jo en indtægt?!". "Ligemeget" svarede kreditforeningen "I vores system står den som en usikkerhed - I kan ikke låne en krone før den er solgt".
Så der lander så denne lange smøre. Kaffelattemammaen bliver hvor hun er, selvom kaffen er begyndt at smage mig en anelse bittert... Til gengæld er jeg jo ikke en der bøjer mig uden kamp - så jagtens sættes ind på alternative finansieringsmuligheder så den pludseligt så uendeligt tillokkende livsstil i barndommens provinsby kan opnås! Den unge skal med vold og magt på græs!!!
Wish me luck - og ryst lidt på hovedet af mig på vegne af mit 3 måneder yngre jeg