fredag den 18. februar 2011

Åbent brev fra Storebror Sverige

En gang i mellem læser man noget som er så smukt at tårerne må falde. Det er sjældent at jeg falder for svulstig retorik, men af og til falder man over noget som er så originalt og hvor den dybfølte oprigtighed skinner igennem hver eneste linje. Så må man stoppe op og dvæle et øjeblik.

I dag skete det på Politiken.dk. Dette vidunderligt smukke og samtidigt uendeligt sørgelige brev er sendt til Lillebroder Danmark fra Storebroder Sverige:


Kære lillebror, hvad sker der?
Det virker som om, du i de seneste år har mistet fodfæstet. Fra at have været grunden til min misundelse opfører du dig nu nærmest som en ængstelig gammel gubbe. Søde Danmark, let dit hjerte. Hvad er det med dig?
Før var du kendt for din åbenhed. Med din hjertelige latter favnede du det flerkulturelle og forskelligheden. Din hyggepolitik var misundelsesværdig set med storebror Sveriges øjne.
Du hånede mig for alle mine regler og forbud. Med al ret anklagede du mig for at vare kedelig og grå. Lige siden jeg undslap Anden verdenskrigs rædsler, vendte jeg mig indad og tænkte, at man er sig selv nærmest. Dag for dag arbejdede jeg med at bygge et beskyttende net så tæt, at jeg knap kunde ånde.
Samtidig glemte jeg dig, Danmark. Jeg vendte dig ryggen gennem årtier og for dette beder jeg dig om undskyld! Da vi nu igen har bygget en broderlig bro mellem os, ser jeg, at min modige lillebror græder sig i søvn.
Kære Danmark, hvorfor smider du romaer ud med hovedet først? Hvorfor lader du debatten om muslimer føre til heksejagt? Hvad er grunden til at indvandrere er blevet symbol på ondskab og at hunderacer forbydes på grund af sine ejeres brister?Tidligere fik jeg ondt i maven, når jeg spiste af din mad. Din kylling indeholdt salmonella og min mave havde det virkeligt ikke godt. Men nu, lillebror, vender den sig af helt andre grunde.
Hvorfor stormes kirker og hvorfor rives ungdomshuse ned? Hvorfor sender du dine soldater i ørkenkrig og hvorfor trues fristeders eksistens?
De idealer som vi voksede op med synes at have forsvundet ud af din krop. De demokratiske fri- og rettigheder, grundlæggende for enhver, betyder de ingenting? Ytringsfriheden. Demonstrations- og forsamlingsfriheden. Hvordan kan det lade sig gøre at ignorere grundloven?
Hvorfor lod du 900 mennesker fængsle, mishandle og fornedre uden at de var mistænkt for ulovligheder? Hvorfor lod du dem placere siddende på jorden? Lod dem tisse i bukserne. Besvime. Bryde sammen?
Kære lillebror, du kan stadigvæk vende om. Åbn igen favnen, du behøver ikke at vare bange. Jeg findes endnu ved din side, du kan stadig vælge at gøre det rigtige.
Med venlige hilsner,
Din storebror
Sverige

Ingen kommentarer:

Send en kommentar