torsdag den 7. juli 2011

I Guds eget hus.

I dag hentede jeg Jonte tidligt i vuggeren. Vi trængte til en rigtig mor-søn hyggedag, så jeg har ryddet skemaet og stod kl lidt i to klar til at tage ham med ud i solskinnet. Han kom netop ud samtidig som jeg kom ind, ude fra puslerummet på armen af Katrine, kun iført kortærmet body og et stort smil. Mums, han var lækker!!! Efter at have vist mig hvordan man spæner hele institutionen rundt med en rulle-taburet foran sig som støtte (han er vildt ferm til at slå slalom udenom de andre børn og voksne) fik jeg endelig shorts og sko på ham og afsted kom vi. Jeg havde faktisk planlagt at vi skulle op på Børnenes Jord og klappe gederne, men dels er det stejlt op ad en lang bakke (luddovne mor) og dels er det bagendes hedt udenfor. Vi trillede derfor stille og roligt ind mod Storetorv mens jeg overvejede om vi orkede at tage hele turen op til Skolemarkens legeplads og skippe middagsluren. Da vi nåede frem til den store plads fik Jonte øje på springvandet - det store metalskrummel som er placeret foran kirken og mens vi sad og betragtede vandet der rislede ned af spiralen og ud i de mange løb hvor de store børn plaskede rundt med bare fødder så jeg at døren ind til Domkirken stod åben. For en gang skyld var der åbent ind til det gamle, imponerende kirkerum... Og selv en glødende ateist som mig kunne høre kaldet "lad de små børn...".


Vi trillede forsigtigt over dørtrinnet, og det første der slog os i møde var den dejligt svale temperatur. Jeg fik et kort øjeblik fornemmelsen af at være på forbudt jord. Er det ikke netop pointen med at være meldt ind i folkekirken, at man har ret til at nyde den kølige skygge mens vi andre syndere må brænde op i heden? Men igen - det er jo en synders lod at synde, så vi fortsatte ind gennem våbenhuset og ind  det overvældende store rum, med de smukke hvælvede buer med gyldne lysekroner hængende ned som små dråber af guld og krystaller midt i tomheden.


Efter først at have holdt vejret et øjeblik i ærefrygt for den gamle, højtidlige Guds borg, fortsatte vi op mod alteret. Nu er det en STOR kirke og det tager sin tid at nå frem, men heldigvis er der masser af spændende ting at beundre på vejen. Og Jonte beundrede dem alle lydløst og yderst benovet. Ikke så meget som en stavelse blev det til, jeg tror han forstod at her var det ikke tilladt at råbe. I stedet pegede han og pegede og hans lille finger var som en strittende kompasnål der udstak zig-zagkursen, mens vi trillede frem mellem rækkerne af kirkebænke og kernelæderstole på lige rækker.


Endelig nåede vi frem til pladsen foran det lille guldbur der omgiver alteret. Lågen var åben, og på nær et ungt par som sad på forreste række helt forrest, var vi de eneste i kirken. Jeg lod ham komme op af vognen, og han ville straks ned. Det var for meget - for spændende til at sådan en lille eventyrer kan sidde stille, og så snart hans små bare knæ ramte det kolde stengulv var han afsted op af de tre trin og på vej ind i det gyldne alterbur. Han nåede frem til den store 7 armede lysestage som har løver i stedet for fødder og hver enkelt løve blev klappet og aet, og han fortalte mig med alvorlig mine at her var der en "kat" - hver enkelt "kat" fik et tegn.


Herefter gik vi ned foran buret igen. Det unge par gik, og vi var helt alene i Guds hus. Og så skete der noget som kun en forælder kan se det fantastiske og rørende i. Et af de øjeblikke hvor man ser med egne øjne at ens barn har opdaget noget af det forunderlige i verden, og at universet pludselig blev større. Jonte opdagede AKKUSTIKKEN! Han stod ved en række af de læderbetrukne stole da han ytrede sin første lyd siden vi kom ind. "DA!" sagde han. Og så helt paf ud da lyden rungede gennem det store rum. Han stirrede intenst på mig, trak vejret dybt og... "DAAA!!!"... Rummet svarede igen med sin voldsomme sitren efter lyden allerede var forsvundet. "DA! DADADA!!! DAAAAAAAAA!!!!" Jonte virrede med hovedet og stirrede ud i rummet og op i de pynterede hvælvinger, og jeg kunne se at hver en hjernecelle arbejdede på at forstå hvad der skete med hans egen lille lyd, at den blev så stor og svarede igen... Jeg sad på stengulvet 2 meter derfra og betragtede denne samtale mellem mit barn og tomheden, mit barn og.. Gud? Naaaah... Men hvis man siger at Gud er kærlighed, så var jeg i Guds hus og Gud var i mig. Samtalen blev ikke afbrudt, men udviklede sig til flere og flere lyde; "DuuuDAAAAA?" "FUUUUUHH" og "HAAAIIIIIIIIIIIII".. Lydene blev større, mere og mere eksotiske og rummet svarede igen af hjertens lyst, med på enhver spøg. Smilet på min sønd læber blev større, som hans øjne blev livligere og lydene blev mere og mere jublende. Og mit hjerte svulmede. indtil et ældre ægtepar kom slendrende op ad kirkegulvet, og Jonte blev genert. Den ældre herre hilste på ham og tog et par dansetrin til ære for ham, og så var øjeblikket ovre.


Vi trillede resten af kirken rundt, Jonte fik lov at skubbe vognen foran sig, kravle op og ned ad kirkebænkene og sætte fingeraftryk på glasset der rummer en model af kirken. Det var bedre end den overbefolkede og støvede ørken af en legeplads vi havde sat sejl efter... Det var magisk!


Da vi kom ud i solskinnet igen vidste jeg at jeg havde været vidne til noget helt enestående. Jeg synes næsten at jeg kan se det på ham som han ligger her udenfor og sover i vognen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar