lørdag den 9. juli 2011

Telefoner og andet magisk udstyr

Jonathan har altid haft noget med elektronik. Ting med knapper og dimser man kan dreje på så der kommer lys, lyd eller bevægelse. Jeg havde egentlig forsvoret alt det plasticskrammel, (oho ja, øko-øko-cha-cha-cha!) og så helst at han legede med biodynamiske bæredygtige træklodser og pinde og dukker uden ansigt, men altså - the heart wants what it wants, og min søn er, som så mange mænd, en sucker for gadgets - tag den, gamle speltmutter!!!

Og de sidste 2-3 uger har det virkelig taget fart, og efterhånden gået over gevind. Han snakker ikke om andet end "ooooh" (halloooo = telefon) fra morgen til aften. Mobiltelefoner, kameraet, højtalere, fjernebetjeninger - alting skal op til øret mens han siger "ooooh?". Vores mobiler skal lægges udenfor hans synsfelt, da han ellers fikserer fudstændigt og hverken kan spise, lege, sove eller tænke på andet end den. Han kan stå ualmindeligt længe og vise babytegnet for telefon (hånden op til øret) og sige "ooooh?!" og pege efter telefonen eller der hvor han tror den ligger, og vi har forsøgt med en kortsluttet iPhone og legetøjsmobiler, men lille Einstein kan lugte en fake mobil allerede på vej op ad trappen...  Han kan åbne både en iPhone og en android, han kan finde frem til billeder af Mormor på min mobil og sætte musik på - han er 14 MÅNEDER!!! Hvad sker der for at man i dag kan betjene en smartphone før man kan tørre sig selv i rumpen???

De sidste tre dage er det gået helt amok, da han nu for alvor har fået øje på dørtelefonen i gangen. Der er ingen døre som kan lukkes og telefonen kan af gode grunde ikke fjernes eller skjules, så nu er hans evige "ooooh!!! Oooooh? OoooOOOOOOO!!!???" taget til og vi er ved at være godt trætte i hovedet. Meget meget trætte. Han starter om morgenen når vi henter ham  sengen med at spørge; "ooooh??" og det er det sidste han siger om aftenen, for vi skal jo lige ud og sige godnat til "oooh!".
Jeg overvejer seriøst at give ham en iPhone. Er 14 måneder ikke en fin alder til det?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar