onsdag den 28. juli 2010

Blogger - hvem mig?!


Hvor langt er der fra tanke til handling? Sommetider synes afstanden at være uoverskuelig, sommetider bare en bagatel i forhold til den energi der ligger bag et initiativ. 
Jeg har nu gennem længere tid funderet på at sætte mine tanker og oplevelser på skrift, men det er ikke før i dag at jeg langt om længe har taget mig sammen og har oprettet det der vil være min første personlige blog - jeg har nu officielt tilsluttet mig selveksponeringskulturens mest egocentrerede befolkningsgruppe: Bloggerne. 
Jeg har ofte spekuleret på hvad der dog fik almindelig dødelige Hr. og Fru Jensen'er til at tro at verden blev et bedre (eller mere interessant) sted fordi de nu gennem det store vide net har mulighed for at pøse deres opskrifter på gullash og pochoer ud i offentligheden. Hvad der fik helt normale folk til at smide gigabyte efter gigabyte af feriebilleder af sig selv, blegfede (på nær den sønderskoldede næse) og med stråhat på, i neonfarvede badeantræk med ligeså neonfarvede coctails i hånden, ud i cyberspace tilsyneladende helt uden skyggen af selvkritik, accompagneret af laaaange beskrivelser af hotellet og "det søde hollandske par vi lærte at kende i beachbaren". Hvorfor??? 
Jeg har stadig ikke forstået det, og indtil for ca. et år siden var jeg sikker på at jeg aaaaldrig ville blive en af dem... Men det var indtil der en fredag eftermiddag - nærmere bestemt d. 21. august 2009 - pludselig dukkede 2 meget ønskede røde streger op på ruderne i et hvidt plasticetui i Klostergade 1. 
Pludselig var der noget at fortælle om. Og selvom det tog mig næsten et helt år at komme i gang, er der nu blot endnu mere at fortælle, for jeg bliver aldrig træt af at fortælle om det der kom ud af de to røde streger dengang i august sidste år...




1 kommentar:

  1. Hej Monica
    Velkommen i dette vildunderlige blogland.
    Hvor er det bare nogel dejlige billeder, følger også lidt med på FB.
    Jeg har tilføjet mig som fast læser, så nu burde du kunne se min side herfra.
    Hilsen Josefien

    SvarSlet